Kinesernes egenproduktion af grise var i 2023 inde i en rivende udvikling, viser nye tal ifølge handelsrådgivningsfirmaet AgroMarkets.
- I takt med, at importen falder i Kina, kan vi se, at deres egen produktion af grise stiger. Vi er nu tæt på 60 ton grisekød, som kineserne selv producerer i 2023. I 2020 lå dette tal på kun godt 40 millioner ton, skriver AgroMarkets.
Baggrunden er, at Kinas regering støtter svineproduktionen i landet, fordi den meget gerne ser, at selvforsyningen stiger yderligere. Nu har piben imidlertid fået en anden lyd. Ifølge Reuters Bureau har en talsmand fra det kinesiske landbrugsministerium ved en pressebriefing sagt, at myndighederne vil »guide« svineproducenterne med at få sænket produktionen af grise. Det skriver Markedsnyt for Grisekød fra Landbrug & Fødevarer.
- Ifølge talsmanden fra landbrugsministeriet er den kinesiske svinebestand – selv efter den seneste nedgang i bestanden - fortsat meget høj og en fortsat nedbringelse af bestanden kan yderligere presse priserne de næste 1-2 måneder. Men det nuværende fald i bestanden af søer vil hjælpe priserne i 2. kvartal, mener han. Desuden blev det på pressebriefingen oplyst, at kinesiske svineproducenter i 2023 som gennemsnit har tabt 76 yuan (72 kroner) pr. gris, lyder det.