Brugervenligt hjultræk på gyllevogn

Samson lancerer nyt hjultræk, Samson HPD Hydraulic Power Drive (HPD), til gyllevognsserien PG II Genesis. Hjultrækket giver en ekstra effekt på 55-125 kW via boost-funktion.

Samson HPD-hjultrækket reducerer tryk, hjulslip og køreskader i marken ved gylleudbringning under svære betingelser som i bakket terræn eller våde jordforhold.

Hjultrækket er et træk fra traktor til vogn på et af gyllevognes hjulsæt og gør dermed traktor og vogn til ét integreret vognsæt. På to-akslede gyllevogne er den forreste aksel den trækkende aksel og på tre-akslede vogne sidder trækket på den midterste aksel.

Ved Samson HPD sker kraftoverføringen via en specialudviklet enkel og robust rem-transmission (Power Drive), som monteres i forbindelse med gyllevognens aflæssepumpe, som er trukket af traktorens PTO. Den ønskede effekt under kørsel indtastes i Samson SlurryMaster 8000-styresystemet, hvorefter automatikken sørger for at tilpasse hastigheden på hjultrækket til den aktuelle fremkørselshastighed og effektforbruget efter forholdene.

Hjultrækket kan give en effekt på 55 kW og op til 125 kW i 30 sekunder via boost-funktion. Med boost-funktionen er man selvhjulpen ved fastkørsler i marken og undgår dermed unødvendig nedetid under arbejdet i marken – det sparer både tid og penge og kan beskytte jorden mod traktose og køreskader.

Verdenspremiere på Sima

- For præcisionstildeling af næringsstoffer såvel før som efter afgrødens etablering er skånsom færdsel helt afgørende for afgrødens ydeevne og jordens fortsatte frugtbarhed. Under udviklingen af Samson HPD har vi haft fokus på at udvikle et system, som både har stor effekt og er nemt for chaufføren at bruge, forklarer Niels Hagemann Haubjerg, Produktchef for gylleteknik hos Samson Agro.

- Og så ville vi have et system, som er nemt at servicere og vedligeholde, for eksempel har hjultrækket en integreret oliebeholder med en aktiv og selvrensende køleenhed, så man undgår overophedning og driftsstop, påpeger han.

Samson HPD-hjultræk lanceres til sæson 2022/23 og vil have verdenspremiere på Sima-udstillingen i Paris i starten af november måned.

Læs også