Ny sensor til analyse af fast gødning vinder guld i Paris

Samson Group har fået guldmedalje på SIMA-udstillingen i Paris - Innovation Awards 2022. Medaljen blev givet for Opti-Sensor, der er under udvikling af Samson Groups forsknings- og udviklingsafdeling for Pichon-varemærket.

Guldmedaljen gives for Opti-Sensor, der er inden for analyse af fast naturgødning. På Agritechnica-udstillingen i 2019 fik Samson en sølvmedalje for NPK-sensoren til gyllevogne, og nu er tiden inde til, at koncernens fastgødningsspredere kan udmærke sig.

- Vi har et markant fokus på forsknings- og udviklingsarbejde i Samson Group, og vores kerneaktiviteter er knyttet til optimering af præcisionsudbringning og -udnyttelse af både flydende og fast gødning. Vores forsknings- og udviklingsarbejde på spredere er den seneste milepæl i denne forbindelse. For nogle år siden lancerede vi en spreder med markedets bredeste kasse og den nyeste præcisionsteknologi, Samson US 2-3, siger Lars Henriksen, som er CEO i Samson Group, og fortsætter:

- Udviklingen af Opti-Sensor er en anerkendelse af vores sprederteknologi og understreger, at vi har sprederteknologi som imødekommer fremtidige krav. Vi er overbevist om, at vi med Opti-Sensoren har fundet et koncept, der vil kunne revolutionere måden, hvorpå fastgødning bringes ud på markerne, og vi er alle sammen utroligt glade og beærede over, at komitéen bag Sima-innovationspriserne har fundet løsningen værdig til en guldmedalje, slutter Lars Henriksen.

 

Læs også