Fødevarestyrelsen har opgjort de foreløbige udbetalte minkerstatninger til over 10 milliarder kroner, og dermed har udbetalingerne ifølge Finans passeret en milepæl.
10,6 milliarder kroner. Så meget er der nu udbetalt i erstatning til de tidligere danske minkavlere. Det oplyser Finans med henvisning til nye tal fra Fødevarestyrelsen fra den 2. august.
Selvom der endnu kun er udbetalt erstatning i et mindretal af erstatningssagerne i minksagen, har minkudbetalingerne ifølge Finans passeret 10 milliarder kroner og har dermed rundet en milepæl.
Erstatning til minkavlere opjusteres med godt 6 milliarder
Af Fødevarestyrelsens opgørelse fremgår det, at beløbene er de faktiske udbetalte beløb, der altså samlet løber op i nøjagtigt 10,6 milliarder kroner.
Stadig kun en brøkdel
Den endelige regning forventes dog at blive langt, langt højere, idet den estimerede udgift i januar i år blev opjusteret til cirka 29,5 milliarder kroner.
De 29,5 milliarder kroner er langt større end forventningen, da der januar 2021 blev indgået en politisk aftale om erstatningerne. Her var skønnet mellem 15,6 og 18,8 milliarder kroner. Og op til minkbeslutningen i efteråret 2020 florerede der endnu lavere beløb end det.
Fødevareministeriet begrunder i et svar til Jyllands-Posten de stigende udgifter med, at de oprindelige skøn i den politiske aftale fra 2021 var behæftet med usikkerhed.
Danmarksdemokraternes landbrugsordfører, Hans Kristian Skibby, siger til Finans, at minksagen er endt med »kæmpe, eksorbitante regninger« og at man aldrig skulle have slået alle mink ned.
Gråspurve med Bofors-kanon
- Jeg er helt med på, at de steder, hvor der var corona i bedrifterne, der skulle bedrifterne slås ned, siger ordføreren, der også mener, at man skulle have bevaret avlsdyr samt dyr på eksempelvis Sjælland, hvor der ikke var fundet coronasmitte.
- Det passer ikke, svarer minister
- Man skød gråspurve med en stor Bofors-kanon, siger han til Finans og tilføjer, at frygten for mutationer i hans øjne hvilede på et for tyndt grundlag.
På den anden side siger SF’s landbrugsordfører, Carl Valentin, i et skriftligt svar til mediet, at beløbet er alt for højt, selvom skatteyderne får noget ud af det, men at dyrene og naturen er de største vindere:
- Millioner af mink slipper for at stå indespærret i små bure, siger han blandt andet til Finans
Milliardernes fordeling
Beslutningen om at slå alle danske mink ihjel blev truffet under stor hast i november 2020, og det afgørende moment var et møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) sad for bordenden. En granskningskommission fastslog senere, at der var sket flere fejl. Blandt andet var statsministerens udtalelser på et pressemøde »groft vildledende«.
Fødevarestyrelsens opgørelse over de hidtidige udbetalinger indeholder to tabeller, hvor der redegøres for fordelingen af de udbetalte 10,6 milliarder kroner. Eksempelvis udgør forhøjet forskud 2,2 milliarder kroner, endelig nedlukningserstatning efter henholdsvis en skemamodel 700 millioner kroner og efter en forenklet model 400 millioner kroner. Der er også tempobonus (500 millioner kroner), endelige skinderstatninger (1 milliard kroner) og forskud på nedlukningserstatninger (3,1 milliarder kroner).
Der er blandt andet også penge til følgeerhverv, og desuden betaler staten advokat- og revisorhonorarer i millionklassen.