Minkavlere langer ud efter Fødevarestyrelsen

Hvordan skal genindførelsen af minkavl i Danmark foregå rent praktisk? Det er svært at finde ud af for avlerne fra Danske Mink, skriver DR.

Den 23. september i år kom der en meddelelse, der vakte glæde i minkavlerkredse. Daværende fødevareminister Rasmus Prehn (S) meldte ud, at det fra 1. januar igen ville være tilladt at avle mink i Danmark, efter at sundhedsmyndighederne havde fundet det forsvarligt at genoptage avlen med hensyn til Covid-19-problematikken. 

- På baggrund af veterinær- og sundhedsmyndighedernes vurderinger er der derfor truffet beslutning om, at vi kan lade det midlertidige forbud udløbe, mens vi af hensyn til folkesundheden indfører en række smitteforebyggende tiltag i minkbesætningerne, sagde den daværende minister ved den lejlighed.

643 kroner for en covid-19-test

Men dermed er den hellige grav ikke velforvaret for dem, der ønsker at genoptage minkavl i Danmark. For den bekendtgørelse, der specificerer vilkårene for minkavl, er ikke sendt ud endnu, og det er for eksempel uklart, hvem der skal betale for at få mink testet for Covid-19. Det er en test, som Statens Serum Institut kræver 643 kroner for. For hver mink. 

Men det er en afgift, som staten bør dække. Det mener Jens Borring, advokat og næstformand i Danske Mink. 

- Det er en del af den kontrolforanstaltning, myndighederne ønsker over for et helt lovligt erhverv, siger han til DR Nyheder.

- Kan ikke tage stilling til noget som helst

Han og resten af foreningen har desuden flere spørgsmål, som man ønsker at få afklaret med myndighederne, som man sidst var i dialog med i forbindelse med genåbningsmeddelelsen. Men det har vist sig at være en umulig opgave at få nogle konkrete svar ud af styrelsen om fremtidig minkavl. Og det er næstformanden stærkt utilfreds med.

- 5. oktober blev der udskrevet valg, og siden har argumentet fra styrelsen lydt, at man ikke kan tage stilling til noget som helst, når der kun er en fungerende fødevareminister, siger Jens Borring til DR.

Der er 15 minkavlere, der har tilmeldt sig den såkaldte dvaleordning, der giver mulighed for at genstarte minkavl i Danmark. 

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også