Hvordan opfylder man billigst efterafgrødekravet i 2023?

De høje priser på korn og gødning betyder, at mange nu skal vælge andre virkemidler for at opnå den økonomisk bedste løsning. Seges har opdateret sin beregner til at finde frem til den billigste løsning på ens bedrift.

Rangering af omkostninger til efterafgrødevirkemidler i målrettet regulering sorteret efter bedrifter med mere end 80 kg N pr. ha fra organisk gødning. Priserne er med tilskud på 500 kroner pr. ha efterafgrøde for de virkemidler, der er tilskudsberettigede i den frivillige ordning. Kilde: Seges Innovation Seges har lavet en beregning af, hvordan alle efterafgrødevirkemidler til alle efterafgrødeordninger fordeler sig på 11.800 bedrifter i 2023. Der sammenlignes med det forslag, der blev lavet til valg af efterafgrøder i 2020 og 2022. Kilde: Seges Innovation Arkivfoto

Den billigste løsning for at opfylde efterafgrødekravet på ens bedrift vil højst sandsynligt være anderledes til sæson 2023 end i de foregående år. Høje priser på både korn og gødning betyder, at priserne på efterafgrødevirkemidlerne har flyttet sig.

Det påpeger Seges Innovation, der netop har præsenteret opdaterede beregninger for 2023 i deres hjælpeberegner kaldet Virkemiddelvælgeren.

Til trods for at der ikke gives tilskud til normreduktion som virkemiddel i målrettet regulering, er normreduktion blevet væsentligt mere konkurrencedygtigt med nuværende priser.

Opdateret til 2023

Virkemiddelvælgeren, der så dagens lys i efteråret 2020, ligger nu i opdateret udgave på landmand.dk.

Med virkemiddelvælgeren kan man beregne et forslag til de mest økonomiske efterafgrødevirkemidler på ens bedrift.

I beregningen for 2023 anvendes en hvedepris på 175 kr./hkg og en N-pris på 18 kr./kg.

Bedrifter, der endnu ikke har købt alt gødning til den kommende sæson, står i dag med disse priser som grundlag for vurderingen, lyder det fra Seges.

Nu med normreduktion

Som noget nyt er omkostningen for normreduktionen beregnet for de 13 afgrøder med størst udbredelse.

Beregningen er foretaget på bonitetsgrupper, så omkostningen til normreduktion i førsteårs hvede på JB1+3 adskiller sig fra eksempelvis vårbyg på vandet sandjord.

- Formålet med at beregne omkostningen for normreduktion på afgrøder og bonitetsgrupper er at få en mere bedriftsnær vurdering af omkostningen ved normreduktion.

Normreduktion i kløvergræs er for eksempel et særdeles billigt virkemiddel og dermed anvendt i stort omfang på kvægbrug.

Hvis man fremadrettet ønsker at dyrke majs efter majs, kræver det, at der er en efterafgrøde i majsen. Dette krav er endnu ikke indbygget i Virkemiddelvælgeren.

- Det gælder stadig for de fleste, at efterafgrøde i majs er et virkemiddel med en fornuftig pris, selv om det opfylder mere end det målrettede efterafgrødekrav, understreger Seges.

Præcisionsjordbrug på vej frem

Præcisionslandbrug har vundet stor udbredelse i 2022.

Præcisionsjordbrug udgør derfor i 2023 nu seks procent af den samlede foreslåede løsning, og efterafgrødernes andel af den samlede løsning reduceres til 59 procent.

Modellen tager højde for hvilke bedrifter, der har anvendt virkemidlet i 2022, og forventer at samme bedrifter anvender det i 2023.

Derudover er der lavet et skøn på, at alle bedrifter med mere end 200 hektar i omdrift vil anvende præcisionsjordbrug, hvis det er økonomisk konkurrencedygtigt i forhold til andre virkemidler.

Store prisændringer

Den voldsomme ændring i prisen på gødning sørgede allerede i 2022 for, at normreduktion har elimineret virkemidlerne »Efterafgrøde med sædskifteændring« og »Brak langs vandløb og søer«.

Når »Tidlig såning« falder fra 11 til 10 procent, skyldes det, at der er indført regionaliseret justering af potentialet for tidlig såning.

I den sydlige del af Jylland og på Fyn og Sjælland er potentialet reduceret til halvdelen af vintersæd efter raps, ærter og spinat, mens det på Lolland og Falster er fravalgt helt som potentiale, da tidlig såning stort set ikke anvendes der.

Omvendt er der i Nordjylland stor udbredelse af tidlig såning af vintersæd, både som førsteårs og som vintersæd efter korn. Derfor er modellen blevet tilpasset, så tidligt sået vintersæd i Nordjylland har fået en større udbredelse i modellen.

»Brak langs vandløb og søer« er som sådan et virkemiddel, der forventes at blive liggende uændret fra år til år.

Priser i 2024 spiller ind

Da virkemidlerne til pligtige- og husdyrefterafgrøder for planperioden 2022/23 allerede er fastlagt, beregnes prisen på normreduktionen i pligtige- og husdyrefterafgrøder på baggrund af forventede priser på korn og kvælstofgødning for sæson 2024.

Her er regnet med en kornpris på 155 kroner pr. hkg og kvælstofgødning er sat til 12 kroner pr. kg N.

Denne værdi anvendes også som værdi for den obligatoriske eftervirkning. Der er ikke en garanti for, at kvælstofgødning til sæson 2023 kan købes til 12 kroner pr. kg, men der er en forventning (og et håb) om, at det ikke koster 18 kroner pr. kg.

Beregningen er et forslag

Virkemiddelvælgerens forslag til fordeling af efterafgrøder er lavet for at sætte fokus på den økonomiske optimering af efterafgrødevirkemidler.

- Forslagene er lavet for at give hver enkelt bedrift et forslag til, hvilke virkemidler der samlet bør give den billigste løsning, slutter Seges.

Læs også