Ikke mindst i det østlige Danmark er der voldsomme forskelle fra mark til mark i påvirkning af tørken. - For den kommende T3-svampesprøjtning i hvede er vi helt nede på hver enkelt ejendom for at vurdere, hvad der konkret skal gøres. I mange tilfælde skal der nok slet ikke foretages en T3-behandling, fortæller planteavlsrådgiver Hans Jørgen Bak.
Lige nu er der slemme tørkeskader i nogle marker især i Østdanmark, mens andre marker i samme områder står flotte og grønne.
- Desværre er vi nu i en situation, der på mange måder minder om det katastrofale tørkeår 2018, fastslår Hans Jørgen Bak, planteavlsrådgiver i AgriAdvice.
Ikke mindst i det østsjællandske er tørkeindekset oppe på det maksimale 10 og siden 24. april er der kun kommet 9,5 mm regn. Og fordampningen ligger i øjeblikket på omkring 5 mm om dagen.