Regeringen sætter i løbet af torsdag navn på, hvem der som minister skal gennemføre den grønne trepartsaftale. Det er nødvendigt at samle tingene i ét ministerium, lød det fra statsministeren på et pressemøde onsdag.
Regeringen opretter et nyt ministerium til at gennemføre den grønne trepartsaftale. Det kom frem, da de tre partiledere i regeringen – statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) – holdt pressemøde onsdag i Statsministeriet.
Her lagde de tre partiledere ikke skjul på, at et af de resultater i regeringssamarbejdet, de er mest stolt af, er den grønne trepartsaftale.
- Det danske landskab kommer simpelthen til at se helt anderledes ud. Hvor der i dag er marker, vil der mange steder blive plantet skov. Vi kommer nu til at få mere natur omkring vores fjorde, noget alle danskere går og venter på. Og omkring vores vandløb får vi liv tilbage under vandets overflade, lød det fra Mette Frederiksen, inden hun tilføjede:
- Men en ting er at få skrevet det her ned på papir efter mange forhandlinger. Noget andet er at få det til at virke i virkeligheden. Og det er jo det, vi skal måles på.
- Opgaven med at sikre, at det her kommer til at ske, er i dag fordelt på i vores øjne for mange styrelser og ministerier. Derfor samler vi nu alt det, så der bliver én indgang med én ansvarlig minister, en grøn trepartsminister.
- Hvor man mange andre steder går fra hinanden i den grønne omstilling, så samler vi os nu i Danmark
Mette Frederiksen (S), statsminister
Lokale grønne treparter
Ifølge statsministeren får den grønne trepartsminister én opgave:
- Det er at sikre, at den grønne trepart bliver til virkelighed sammen med folketingspartier, sammen med parterne bag aftalen, og sammen med alle jer ude lokalt, der skal få det her til at virke i virkelighedens verden.
- Det handler om at sikre, at den enkelte mark bliver taget ud, omlagt eller opkøbt. At områder, hvor der i dag ikke er biodiversitet, der skal naturen have lov til at leve. Sikre, at der faktisk bliver plantet træer og skov. At vi får de vådområder og ådale, som Danmark har brug for.
- Og den minister får også ansvaret for at sikre, at vi overalt i Danmark kommer til at se lokale grønne treparter. Hvor landmænd, naturorganisationer, lokalsamfund, kommuner, alle jer, der kommer til at skulle tage et ansvar for det her, sidder omkring det samme bord.
- Og med det håber vi så også at kunne inspirere resten af verden. Fordi hvor man mange andre steder går fra hinanden i den grønne omstilling, så samler vi os nu i Danmark, lød det fra statsministeren.
Statsministeren roste Landbrug & Fødevarers kompromisvilje
- Kræver noget vilje
På spørgsmålet, om ikke det er en falliterklæring, at det skulle være nødvendigt med et helt ministerium til at gennemføre en enkelt aftale, svarede hun:
- Vores vurdering er, at det kræver en anden måde at organisere sig på. Vores udfordring er, at det er første gang, at vi laver så stor en omstilling. Og det kræver noget vilje og noget politisk kraft, og det kræver en samling hos én minister.