Maskinstationskonsulent Gerth Petersen Holm advarer om, at øget sydamerikansk import og skærpede miljøkrav kan skade landbruget og dets leverandører i Danmark.
Frihandelsaftalen Mercosur, der er indgået mellem EU-Kommissionen og Latinamerika, vækker bekymring hos Gerth Petersen Holm, maskinstationskonsulent i den danske brancheorganisation DM&E, der varetager interesserne for danske maskinstationer, entreprenører, kloakmestre og skoventreprenører.
Gerth Petersen Holm, der med cirka 300 maskinstationer i DM&E repræsenterer langt størsteparten af maskinstationer i Danmark, er bekymret for konsekvenserne, hvis de danske landmænd ikke kan vælte de øgede omkostninger, som de får på grund af øget miljøregulering, over på de udenlandske forbrugere af de danske fødevarer.
- I Sydamerika er der ingen grøn trepart. Den øgede miljøregulering, som vi har i Danmark, gør, at vores fødevarer bliver produceret mere miljørigtigt end de sydamerikanske. Men hvis ikke vi kan få en højere pris for de ekstra omkostninger, vi har ved det, så kan vi ikke producere fødevarerne, siger han.
Von der Leyen er ikke bekymret
Formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har tidligere udtalt, at Mercosur-aftalen beskytter den europæiske landbrugssektor – blandt andet fordi eksportører i Mercosur skal opfylde de samme strenge krav som europæiske producenter. Men også fordi, import fra Mercosur ifølge kommissionsformanden kun vil udgøre en lille del af det europæiske forbrug – 0,1 procent for svinekød og 1,5 procent for oksekød.
Hvis det alligevel skulle ske, at landbrugssektoren i Europa rammes unødigt af aftalen med Sydamerika, vil EU oprette en reserve til en værdi af mindst en milliard euro, fremhæver hun.
Samtidig fjerner frihandelsaftalen næsten al told på alle produkter, og dermed sparer EU's eksportører op mod fire milliarder euro om året.
I et indlæg i mediet Altinget.dk har Ursula von der Leyen også peget på, at det bliver ulovligt at sælge efterligninger af for eksempel Danablu-ost i Mercosur-supermarkeder. Det vil fremover kun blive den ægte vare fremstillet i Danmark.
Irske landmænd advarer mod handelsaftalen mellem EU og Sydamerika
Miljøkrav er forskellige
Gerth Petersen Holm er dog stadig bekymret for, at de danske fødevarer kan blive taberen i den store aftale.
- EU’s importkrav handler meget om fødevaresikkerhed. Men man stiller ikke krav til klima og miljø i samme grad som herhjemme. Den grønne omstilling, grøn trepart og CO2-afgift er ikke på samme måde på tale i Sydamerika. Og det gør jo, at de varer, der kommer ind og ligger i køledisken herhjemme, ikke bliver omfattet af de krav, siger Gerth Petersen Holm, og tilføjer:
- Man kan også se på de danske landmænds adgang til pesticider til at behandle deres afgrøder med. Der er en helt anden tilgængelighed af pesticider i Sydamerika, og det giver en forskel i konkurrenceevne mellem de danske og sydamerikanske producenter, som Mercosur-aftalen ikke tager højde for.
Hvis Mercosur-aftalen træder i kraft i Danmark, hvad kan konsekvenserne så blive?
- Vi kan allerede nu se, at det danske oksekød i køledisken er i konkurrence med oksekød, der er produceret under andre forhold. Og der kommer vi til at se, at det danske oksekød vil blive yderligere hårdt ramt af for eksempel den grønne trepartsaftale. Det kan komme til at betyde en stor nedgang i den danske oksekødsproduktion, siger Gert Petersen Holm.
EU og Mercosur når historisk handelsaftale
Brug for ny teknologi
I givet fald vil det også ramme de danske maskinstationer hårdt, vurderer maskinstationskonsulenten:
- Maskinstationerne bruger den nyeste teknologi til specielt husdyrbrugerne i Danmark, så de kan opfylde de stigende miljøkrav. Men hvis ikke de danske producenter kan få den pris for produkterne, som udviklingen af teknologien kræver, vil det ramme hårdt. Og det vil så resultere i mindre arbejde til os, siger Gerth Petersen Holm.
- For eksempel står maskinstationerne for hovedparten af udbringningen af husdyrgødning i Danmark. Og der kan vi se, at med de krav, som der kommer med den grønne trepart, bliver der stillet større krav til bedre udnyttelsen af gyllen. Og det kræver ny teknologi, tilføjer han.
Mercosur-frihandelsaftalen
- Mercosur er en latinamerikansk handelsblok bestående af Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og snart også Bolivia
- I december 2024 underskrev Mercosur en frihandelsaftale med EU-Kommissionen efter 25 års forhandlinger
- Det er den største aftale, EU nogensinde har indgået, idet den dækker over en samlet befolkning på cirka 780 millioner, 20 procent af den globale BNP samt en årlig samhandel på 300-340 millioner euro
- Aftalen reducerer toldsatser på varer og tjenester og fremmer handel og investering. Desuden giver aftalen adgang til vigtige råvarer, der kontrolleres af Kina. Til gengæld øger EU sin import af landbrugsvarer og primært kødprodukter
- Aftalen er endnu ikke trådt i kraft og venter på ratificering af medlemslandene i både EU og Mercosur