EU får metanstrategi med fokus på biogas

Produktion af biogas til brug for grøn energi skal være en del af EU's bestræbelser på at reducere udledning af metan fra landbrug, lyder det fra EU-Parlamentet, der torsdag stemte den første EU-strategi om metanudledning igennem med stort flertal.

Der er en del positive aspekter i den strategi, som EU har vedtaget for at sænke udledningen af metan, mener MEP Asger Christensen (V). Her ses han under den igangværende plenarsamling i Strasbourg. Foto: Renew Europe

Ved EU-Parlamentets plenarsamling blev der torsdag skrevet lidt landbrugshistorie. Parlamentet valgte nemlig at stemme den første EU-strategi for at mindske udledning af metan igennem. Ved torsdagens afstemning stemte 563 for strategien, mens 122 stemte imod. 11 undlod at stemme. 

Strategien er en del af den større klimastrategi i EU, kendt som Green Deal, som skal bidrage til at nå klimamålene på et overordnet niveau i de 27 medlemslande. 

Venstres medlem af parlamentets landbrugsudvalg, Asger Christensen, har været med inde over rapporten, og han fremhæver flere detaljer i den. 

- Jeg har kæmpet for, at vi først og fremmest skal etablere et fælles og sammenligneligt datagrundlag for metanudledning i hele EU. Vi er nødt til at kende den reelle udledning for at kunne lave en plan for reduktionen, fastslår han.

Biogas er vigtigt

Strategien indeholder forslag, som skal understøtte ny teknologi og en øget produktion af biogas, der kan bruges til grøn energi. Asger Christensen er meget tilfreds med, at rapporten fremhæver biogas som et vigtigt værktøj til at reducere metanudledningen:

- Der er masser af værktøjer i værktøjskassen. Et af dem er teknologien, der kan omdanne landbrugets restaffald til biogas, som kan bruges til grøn energi. Det er meget positivt, at der er så stort fokus på den her dagsorden i metanstrategien, fortæller Asger Christensen og fortsætter:

- Grundlæggende skal vi ændre biogas-infrastrukturen, så den bliver bedre og mere effektiv. Vi skal have flyttet husdyrsgødningen hurtigere til lokale biogasanlæg, så vi får mest ud af restproduktet. Det gælder for eksempel grøn energi.

Kæder metan sammen med CAP’en

Forud for plenarsamlingen opfordrede EU's energikommissær, esteren Kadri Simson, de enkelte EU-lande til at tage fat på metanudledningerne i forhold til den fælles landbrugspolitik.

- Landbruget har et betydeligt potentiale for at levere besparelser på metanemissioner. Der findes en række afbødningsteknologier og -praksis. Disse er hovedsageligt relateret til forbedring af dyrefoder, besætningsforvaltning, husdyrgødning og jordbeskyttelse, avl, besætningssundhed og dyrevelfærd, sagde han i en tale til parlamentet og fortsatte:

- I den fælles landbrugspolitik efter 2020 vil den højere fleksibilitet give medlemsstaterne mulighed for at udforme en specifik kombination af interventioner til reduktion af emissioner fra landbruget. Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at inkludere metanreduktionsordninger i deres strategiske planer for den fælles landbrugspolitik.

I udtalelsen fra Parlamentet opfordrer parlamentarikerne medlemslande til at bruge nye teknologier til at minimere metanudledningen, men samtidig sørge for, at det ikke medfører, at fødevareproduktionen flytter ud af EU. Det skal blandt andet ske ved, at de varer, som EU importerer udefra, lever op til samme standard på området som i medlemslandene. 

Andet end biogas

Biogas er ikke den eneste løsning, som Asger Christensen har arbejdet for i forhandlingerne om EU’s nye metanstrategi. Nye foderadditiver kan ifølge Venstre-politikeren bidrage markant til at sænke køernes udledning.

- Det er afgørende for mig, at vi reducerer metanudledningen frem for at reducere landbrugsproduktionen. For eksempel har jeg foreslået, at vi undersøger potentialet i nye fodersammensætninger, som kan reducere dyrenes udledning, afslutter Asger Christensen.

Metanstrategien refererer desuden til ambitioner fremsat i EU’s Fra Jord til Bord-strategi, som parlamentet vedtog i går med et bredt flertal, og er en videreførsel af EU's bestræbelser på området. I september måned gik EU sammen med USA ind i et såkaldt globalt metan-løfte, der indebærer et politisk løfte om at sænke de globale metanudledninger med 30 procent inden 2030. 

Foreløbig har 36 lande, der står for en tredjedel af verdens samlede metanudledninger, bakket op om løftet. Det ventes, at flere lande vil følge trop i forbindelse med FN's klimatopmøde COP 26, der afvikles i Glasgow fra slutningen af oktober. 

Læs også