Nye indrømmelser til landbruget: EU-Kommissionen giver pesticidforslag kniven

Tirsdag kom EU-Kommissionen med nye indrømmelser til landbruget efter de mange protester i flere lande. Således dropper Kommissionen forslaget om at sænke pestidid-forbruget med 50 procent i 2030, og der er også indrømmelser undervejs på klimafronten.

Det har været en torn i øjet på mange af de utilfredse landmænd i flere EU-lande og været blandt de ting, der har været årsag til mange demonstrationer den senere tid. Der er tale om det såkaldte Ecophyto-program, der skal sænke EU-landenes brug af pesticider med 50 procent i 2030.

Men politisk pres fra landbruget ser ud til at have rykket noget politisk.

I sidste uge valgte den franske regering således at sætte programmet på pause efter ugelange protester.

- Vi vil omarbejde Ecophyto-planen, sætte den i bero, mens vi omarbejder et vist antal aspekter og forenkler det, sagde landbrugsminister Marc Fesneau ifølge AFP torsdag.

Men de ideer vil ikke kun være begrænset til Frankrig. For tirsdag meddelte formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, at SUR-forslaget, der skulle udbrede det franske forslag til hele EU, er taget af bordet.

- Forslaget er blevet et symbol på polarisering. Det er blevet afvist af EU-Parlamentet, og der har heller ikke været fremskridt på området i Ministerrådet. Så vi er nødt til at gøre noget. Derfor vil jeg foreslå, at vi trækker forslaget tilbage, sagde von der Leyen i en tale i EU-Parlamentet i Strasbourg.

Flere indrømmelser

Tilbagetrækningen af forslaget var ikke det eneste punkt, hvor Kommissionen kom landbruget i møde tirsdag.

Flere medier kunne rapportere, at en plan, der skal være med til at sænke det samlede CO2-aftryk i EU-landene i 2040, også var blevet lavet om, og her var der taget større hensyn til traditionel landbrugsproduktion.

I det oprindelige forslag var der lagt op til, at landbruget i EU-landene skulle yde et betydeligt bidrag til kampen mod klimaforandringerne.

- Med de rigtige politikker og støtte vil det være muligt både at sænke ikke-CO2-drivhusgasser i landbrugssektoren med mindst 30 procent i 2040 sammenlignet med 2015, og samtidig øge kapaciteten for at lagre mere kulstof i både landbrugsjord og i skove, stod der ifølge Euractiv.com i det oprindelige forslag.

Det skulle blandt andet ske ved at øge produktionen af biomethan fra husdyrgødning og effektivisere brugen af gødning ved hjælp af præcisionslandbrug.

Men i det færdige forslag var denne passage fjernet, skriver netmediet Politico.eu.

Også anbefalinger om at spise mindre kød og at stoppe med subsidier i forhold til fossilt brændstof var røget ud af det endelige forslag, rapporterer mediet.

Det var meningen, at planen skulle lægges frem i EU-systemet tirsdag. Ved redaktionens afslutning var det dog ikke sket.

Ros fra EU-formandsland

Udspillet er det første større politiske initiativ på EU-fronten, siden Belgien overtog EU-formandsskabet fra Spanien ved årsskiftet. Her har det lokale landbrug deltaget i de protestaktioner, der i sidste uge løb af stabelen, og de nye toner bliver taget godt imod af den belgiske ministerpræsident, Alexander De Croo.

- Jeg hilser forslaget fra Von der Leyen om at trække forslaget om SUR-reguleringen velkomment. Det er afgørende, at vi hjælper landbruget med at holde kursen mod en mere bæredygtig fremtid for at få den europæiske Green Deal gennemført, skriver han på det sociele medie X.com.

Helt andre toner lyder fra det danske medlem af EU-Parlamentet, Niels Fuglsang (S), der på samme medie langer ud efter Kommissionens forslag.

- Landbruget skal reducere drivhusgasserne, hvis vi skal nå Paris-aftalen. Derfor holder det ikke, at EU-Kommissionen i sit 2040-mål efter sigende har taget sektormål for landbruget ud, skriver han blandt andet.

Interessant timing

Timingen for Ursula von der Leyens udtalelser og udspillet fra Kommissionen er ikke uinteressant. For til juni måned er der valg til Europaparlamentet, og i opløbet til, at valgkampen for alvor går i gang, har von der Leyens eget politiske bagland, EPP-koalitionen, slået sig op som forkæmpere for landbruget og modstandere af Farm to Fork-strategien.

Det angriber blandt andre medlem af EU-Parlamentet, Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.

- Det er så trist, at EU-Kommissionen trækker forslaget om at begrænse brugen af sprøjtemidler tilbage. Desværre bukker EU-Kommissionen i stigende grad under for valgpresset fra den Konservative
EPP-familie - det skader naturen, skriver han.

Læs også