Klimarådet vil have meget dyrere oksekød: Afgift skal også i køledisken

En forbrugsafgift er god til at reducere globale udledninger, men bidrager kun lidt til nationale klimamål. Derfor mener Klimarådet, at man ikke alene skal lægge en afgift på produktionsleddet, men at der også skal være en afgift på forbrugsleddet.

Klimarådet anbefaler, at der bliver indført en kødafgift, der skal betales af de danske forbrugere. Den skal supplere den CO2-afgift på landbrugsproduktionen, som et ekspertudvalg onsdag kom med sine anbefalinger til. Foto: Colourbox Med den dyreste af ekspertudvalgets modeller – en afgift på 750 kroner pr. ton CO2 – vil prisen på et halvt kilo oksekød ifølge beregninger blive 4,50 kroner dyrere. Det er ikke en stor nok prisstigning til at få forbrugerne til at købe mindre kød, mener Klimarådets formand. Foto: Jeppe Michael Jensen

Ekspertudvalget, som ledes af økonomiprofessoren Michael Svarer, har fra start af ikke lagt skjul på, at det anbefaler en afgift på produktionsleddet fremfor på forbrugsleddet.

Nu går det uafhængige ekspertorgan Klimarådet i rette med en anbefaling om, at det mener, at der også skal være en afgift i »køledisken«.

Klimarådet anbefaler, at der bliver indført en kødafgift, der skal betales af de danske forbrugere. Den skal supplere den CO2-afgift på landbrugsproduktionen, som et ekspertudvalg onsdag kom med sine anbefalinger til. Det siger rådets formand, Peter Møllgaard, til DR.

- Det er fordi, at vi også ser på det globale fodaftryk for Danmark og ikke kun på de nationale mål, som Svarer-udvalget har fokuseret på i særlig grad

Peter Møllgaard, formand, Klimarådet

Ekspertudvalget, som ledes af økonomiprofessoren Michael Svarer, havde ikke med i sine anbefalinger, at der skulle være en direkte afgift til forbrugerne, fordi det mener, at det er langt mere effektivt at lægge afgiften på produktionen end hos forbrugerne.

- Det er fordi, at vi også ser på det globale fodaftryk for Danmark og ikke kun på de nationale mål, som Svarer-udvalget har fokuseret på i særlig grad, siger Peter Møllgaard til mediet.

Indfører man udelukkende en afgift for landbrugsproduktionen, er det kun de danske varer, der bliver dyrere. Med en afgift målrettet forbrugerne vil også importeret kød blive dyrere.

- Helt klart over 5 kroner

Med den dyreste af ekspertudvalgets modeller – en afgift på 750 kroner pr. ton CO2 – vil prisen på et halvt kilo oksekød ifølge beregninger blive 4,50 kroner dyrere. Det er ikke en stor nok prisstigning til at få forbrugerne til at købe mindre kød, mener Klimarådets formand. Han siger, at en forbrugsafgift formentlig vil få oksekødet op over 5 kroner pr. 500 gram.

- Meningen er jo, at det skal blive dyrere, hvis man efterspørger de varer, der har en stor klimabelastning. Tanken er jo, at vi skal have skiftet forbrugernes efterspørgsel væk fra det, som sviner meget, siger Peter Møllgaard.

Forbrugsafgiften kan dog vise sig at blive dyr at administrere. Det er i hvert fald bekymringen hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, skriver Ritzau.

- Vi er skeptiske over for en afgift for forbrugerne, fordi det vil blive rigtigt omfattende at skulle vurdere, hvad klimaaftrykket er for hvert enkelt produkt inklusive de importerede produkter. Omkostningerne kan blive enorme, siger Ulrich Bang, der er underdirektør i organisationens afdeling for klima, energi og miljø.

Han hæfter sig også ved, at Svarer-udvalget er kommet frem til, at en afgift for forbrugerne ikke vil føre til særligt store reduktioner i de danske CO2-udledninger.

- Af den grund har vi svært ved at se, hvorfor det skulle være fornuftigt, siger Ulrich Bang.

For at adressere den klimapåvirkning, Danmark har gennem sin import, mener Dansk Erhverv i stedet, at der skal laves et klimamærke til fødevarer. Det skal gøre det nemmere for forbrugere at vælge mere klimavenlige produkter, skriver Ritzau.

Læs også