Millioner af tons urenset spildevand udledes hvert år

Tre store renseanlæg i hovedstadsområdet stod i 2023 alene for otte millioner tons urenset spildevand til Øresund. Ifølge landmand og spildevandskritiker Knud Jeppesen har to tredjedele af landets overløbssteder slet ingen tilladelse.

Den jyske landmand Knud Jeppesen, der følger spildevandsområdet tæt, var for nylig inviteret til at holde indlæg på spildevandsmødet på Sonnerupgaard Gods ved Hvalsø på Midtsjælland.

Her kunne han fortælle, at de tre største rensningsanlæg i København og omegn udledte i alt otte millioner tons urenset spildevand til Øresund i 2023. Spildevandet var tre-fem gange så beskidt som standard-urenset spildevand. Så omregnet til standardtal er der tale om cirka 30 millioner tons.

En anden af Knud Jeppesens pointer var, at to tredjedele af alle overløbsstederne i Danmark ikke har nogen tilladelse til overløb med urenset spildevand.

Ud af 65 bypass-udledningssteder (bypass er urenset spildevand, der ledes udenom rensningsanlægget på grund af kapacitetsproblemer) havde kun 23 den nødvendige tilladelse til udledningen til vandmiljøet, konstaterede Knud Jeppesen.

Rensningsanlæggenes overtrædelser af lovgivningen offentliggøres ikke.

Knud Jeppesen forventer dog, at Miljøstyrelsen, der i stigende grad er begyndt at politianmelde anlæggenes ulovligheder, vil politianmelde dem, der ikke har tilladelsen i orden.

45 ekstra overløbssteder

Måske er der også politianmeldelser på vej i Københavns Kommune, hvor antallet af overløbssteder med urenset spildevand (fælleskloakeret) pludselig er steget fra 78 til 123 fra 2022 til 2023 – altså på et enkelt år. De 45 ekstra overløbssteder har ifølge Knud Jeppesen været der hele tiden – nu registrerer man dem bare, inklusiv den mængde af urenset spildevand, de tilfører vandmiljøet.

Hvis man ser på den samlede overløbsmængde i kommunen, er den steget fra 3,2 millioner kubikmeter i 2022 til 7,8 millioner kubikmeter i 2023 – en stigning på 147 procent fra det ene år til det andet, ifølge Knud Jeppesens opslag i den såkaldte Puls-database.

Den samlede mængde spildevand, der udledes i Danmark, udgør ifølge landmanden 50 millioner tons årligt.

Politiker fik en øjenåbner

En af deltagerne i spildevandsmødet, Birgitte Schytte (K), der er byrådsmedlem i Lejre Kommune, kalder oplysningerne på mødet for »en øjenåbner«.

- Vi har det med at give landbruget skyld for udledning og ødelæggelse af vores fjorde og åløb. Efter aftenens møde er jeg dybt forarget over, at man i kommunerne ikke har været mere obs på at få styr på egen spildevandsudledning og tilstrækkelig oprensning, skriver hun i et opslag på Facebook.

- Ikke nok med at det er mega-ulækkert, at menneskelort/organisk materiale udledes direkte i åer og vandløb, men det er direkte sundhedsskadeligt. Så inden vi trækker landbruget til den offentlige udskamning, så har vi I den grad brug for at tage politisk ansvar og få styr på vores egen spildevandsudledning og overløb, tilføjer kommunalpolitikeren.

Læs også