Danske Svineproducenters formand: - Useriøs kritik fra NNF

Danske Svineproducenter tager skarpt afstand fra NNF-udtalelser efter slagterilukning.

- Hvis det står så skidt til med dansk svineproduktion, som NNF giver udtryk for, så er vi jo ikke langt fra en dagsorden, der går ud på, at vi må lukke og slukke. Så er det jo dét, vi skal forholde os til.

Det siger Jeppe Bloch Nielsen, formand for Danske Svineproducenter, efter udtalelser fra NNF’s næstformand, Jim Nielsen.

I en pressemeddelelse henviser svineproducenternes formand til, at NNF’s næstformand i flere medier er citeret for at sige, at »arbejdspladserne forsvinder, men vi sidder tilbage med stanken af gylle. Landmændene forventer opbakning fra den danske befolkning, der skal leve med stanken af gylle på markerne, døde fjorde og øde havbunde, en udpint natur og klimaforandringer«.

- Så fik vi da lige det hele med, lyder det fra Jeppe Bloch Nielsen, der tager sig lidt til hovedet over at blive kaldt en »ussel forurener« og en »guldjæger«, der er ligeglad med, at der forsvinder arbejdspladser på slagterier.

Går til grænsen

- Jeg er selv til direkte tale og uden omsvøb, men det her er lige at gå til grænsen. Især i forhold til bemærkninger om arbejdspladser, der forsvinder, siger Jeppe Bloch Nielsen i pressemeddelelsen, hvor han - trods utilfredsheden med NNF’s udmeldinger - tilkendegiver forståelse og sympati med slagteriarbejderne og den situation, de befinder sig i.

- Det er utroligt trist - men nødvendigt at tilpasse kapaciteten i Danish Crown. Vi er kede af, at der lukkes slagterier, men må jo konstatere, at det privatejede slagteri, DanePork ved Randbøl, i samme periode har bygget helt nyt slagteri med mange arbejdspladser til følge.

- Det er et faktum, at smågriseeksporten har været på et stabilt niveau i en periode siden 2017. Det handler om, at den samlede danske svineproduktion er for nedadgående, og faldet i produktionen er gået mest alvorligt ud over den mindst rentable produktionsgren, siger formanden.

- Men vi må bare sige, at det også skal være en forretning for den enkelte svineproducent. Vi må have fokus på prisen for grisen, når det gælder om at drive vores forretning, ellers er vi her jo ikke, konstaterer han.

Opgør med det frie marked

Jeppe Bloch Nielsen fortæller om et debatprogram på Radio 4 den 22. april, hvor han deltog Jeppe Bloch Nielsen sammen med blandt andet fødevareminister Jacob Jensen og Jim Nielsen samt andre med holdninger til dansk svineproduktion. Han fortæller, hvordan der i programmet blandt andet handlede om, at der eksporteres flere grise ud af landet end der slagtes herhjemme – og på at regeringen lægger op til stramninger af transportregler for dyr, herunder svinetransporter til udlandet. Statsminister Mette Frederiksen har også været ude at sige, at landbruget må tage ansvar for, at grisene bliver slagtet i Danmark frem for i udlandet.

Om det siger svineproducenternes formand:

- At man vil stramme de danske regler for at begrænse eksporten af smågrise, det er for mig uforståeligt. Det hele hænges op på dyrevelfærd, men fakta er, at grisene falder til ro, så snart bilen kører, og at de når friske frem. Forskning fra Aarhus Universitet viser, at der ikke er noget at komme efter. Der er ro på, når bilen kører. Men nu bruges følelser til en stramning i et forsøg på at forhindre eksporten.

- Vi eksporterer i et frit marked, og vi har en forretning, der skal løbe rundt. De danske slagterier halter håbløst bagefter på noteringen. Det er trist, at det koster slagteri-arbejdspladser, men vi må sælge, hvor der afregnes bedst. Vil man af med vores produktion, må man kalde tingene for dét, de er. Det her handler ikke om dyrevelfærd, men om et forsøg på at nedbringe vores produktion, mener Jeppe Bloch Nielsen.

Eksporten af smågrise

2017 = 14.606.703

2018 = 14.839.686

2019 = 15.210.761

2020= 14.959.061

2021= 14.482.599

2022 =14.319.684

Kilde: Danske Svineproducenter

Læs også