Mette F. om slagterilukning: - Den forkerte måde at gøre det på

Statsminister Mette Frederiksen er skuffet over, at man ikke har gjort mere for at holde Danish Crown-slagteriet i Ringsted åbent.

Sidste uges lukning af Danish Crowns slagteri i Ringsted skuffer statsminister Mette Frederiksen. Det kom frem under tirrsdagens spørgetime i Folketinget, hvor Danmarksdemokraternes leder, Inger Støjbjerg ville have statsministeren til at garantere, at en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer ikke ville koste arbejdspladser.

- Der står i regeringsgrundlaget, at en CO2-afgift ikke må koste arbejdspladser. Men de tre modeller fra Svarer-udvalget kommer alle til at koste arbejdspladser. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge statsministeren i dag, om statsministeren vil give en garanti for, at en kommende CO2-afgift på landbruget ikke kommer til at koste arbejdspladser, lød det fra DD-lederen.

I et noget vævende svar fra statsminieteren var det svært at finde noget klart svar på det, hun blev spugt om. Men svaret gav dog den pointe, at en kommende afgift ikke må efterlade Danmark svækket, både hvad angår arbejdspladser, men også i forhold til balancen mellem land og by, lød det fra Mette Frederiksen.

- Der skal være en ordentlig balance mellem land og by, og det skal bidrage med, som jeg sagde før, at Danmark står stærkere på den anden side, sagde statsministeren, og pegede så på lukningen af Danish Crown-slagteriet i Ringsted som et eksempel på, at ting forandrer sig, også uden en CO2-afgift.

Var ked af lukning

- Jeg blev utrolig ked af det, da jeg fik den besked, og jeg tror, der er nogle mennesker, der bor på Sjælland, som kigger en lille smule på det her og tænker »Vi skal så leve med den miljøbelastning, der er, fordi vi har en produktion, men der er ikke nogen arbejdspladser til os«, sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

- Det synes jeg, er den forkerte måde at gøre det på, og jeg begræder, at alle de mennesker nu mister deres arbejde. Så der lukker en gang imellem arbejdspladser ned, før der er en CO2-afgift, sagde statsministeren.

Hun havde gerne set, at der var blevet gjort en større indsats for at bevare de mange arbejdspladser, der forsvinder med lukningen af slagteriet. Det ville også medføre en mindre dansk eksport af smågrise.

- Jeg forstår i øvrigt ikke, at man ikke kæmper mere for at grisene bliver slagtet i Danmark og dermed skaber en merværdi for det omkringliggende samfund, sagde Mette Frederiksen.

Inger Støjberg konkluderede, at man dermed måtte lede længe efter nogen garanti på området, selv om det fremgår af regeringsgrundlaget, at afgiften ikke må gå ud over landbrugets konkurrenceevne eller koste arbejdspladser.

Læs også