I et samarbejde med Aarhus Universitet har Landbrug & Fødevarer, Avl & Genetik, en ph.d.-studerende ansat, som forsker i soholdbarhed. De kommende resultater vil bidrage til bedre avl for soholdbarhed.
Velfærden i drægtigheds- og farestalden står højt på dagsordenen hos danske soholdere.
Det oplyser Seges Innovation, der i en meddelelse fortæller, at Landbrug & Fødevarer, Avl & Genetik, derfor har ansat Bjarke Grove Poulsen som ph.d.-studerende til at forbedre avlsmetoderne for soholdbarhed.
- For holdbarhed er det vigtigt, hvilken type besætning egenskaben måles i. Vi ved, at opformeringssøer behandles anderledes end produktionssøer. Derfor er det ikke helt de samme biologiske processer, som er vigtige, selvom man i princippet måler det samme, lyder det fra Bjarke Grove Poulsen.
Ifølge Bjarke Grove Poulsen er der dog nogle tekniske udfordringer i forbindelse med at måle holdbarhed i produktionsbesætninger.
- For eksempel er det en avlsteknisk udfordring, at mange produktionssøer er zigzag-krydsninger mellem Landrace og Yorkshire, da almindelige avlsmetoder er lavet til renracede dyr. Men det er én af de udfordringer, vi allerede har afdækket i projektet.
Brugen af produktionsdata
Soholdbarhed har været en del af avlsmålet for DanBred Landrace og DanBred Yorkshire i mere end ti år og er i dag defineret som sandsynligheden for, at en opformeringsso bliver løbet efter første kuld. Egenskaben er dermed en indikator for produktionssøernes holdbarhed.
- Den første analyse i projektet har til formål at undersøge, om genetikken bag den nuværende egenskab for holdbarhed er den samme som genetikken bag holdbarhed målt i produktionsbesætninger. Analysen viser, at egenskaberne har en genetisk sammenhæng på 17-23 procent. Det understreger, at de genetiske baggrunde for egenskaberne ikke er 100 procent ens, og at der derfor er potentiale ved at bruge produktionsdata til avl for holdbarhed, forklarer Bjarke Grove Poulsen.
Nyt avlsmål for holdbarhed
Ph.d.-projektet startede juli i 2019 og afsluttes til sommer. Efter ph.d.-projektet er afsluttet, skal Avl & Genetik gøre den nye egenskab for holdbarhed klar til implementering.
- Vi forventer, at Bjarkes resultater vil blive en del af det fremtidige avlsmål, så vi kan forbedre holdbarheden hos DanBred-søerne fremover. Når han afleverer projektet til sommer, skal vi efterfølgende finde en måde, hvorpå vi kan implementerer resultaterne i avlsmålet, siger Tage Ostersen, afdelingsleder i Avl & Genetik.