Andelshaver: Hvis DC havde betalt konkurrencedygtig pris, ville underskuddet have været 2 milliarder

Danish Crown har i denne uge offentliggjort et stærkt bekymrende regnskab i forhold til konkurrenceevnen. Den administrerende direktør har selv betegnet regnskabet som »skidt«. Havde selskabet præsteret en konkurrencedygtig pris til andelshaverne, havde resultatet været endnu værre, siger Mads Rauff-Bjerre.

- Regnskabet er fuldstændig i tråd med den bekymring, jeg, sammen med en større gruppe andelshavere, har udtrykt siden foråret. Men hvad værre er: Hvis Danish Crown skulle performe konkurrencemæssigt, ville Danish Crown have haft et underskud på mere end 2 milliarder, siger en af Danmarks store andehlavere Mads Rauff-Bjerre i en pressemeddelelse.

- Det ville være blevet resultatet, hvis virksomheden skulle have betalt en konkurrencedygtig pris, nemlig 256 øre per kilo for de cirka 11 millioner slagtede grise, og dermed givet prisen, der matcher den europæiske notering, tilføjer han.

Og der er flere ting, der er udfordrende i Danish Crown, hvis man spørger Mads Rauff-Bjerre. Han peger på, at den grundlæggende forandring, der er behov for i selskabet, ikke er gjort med, at formanden er skiftet ud.

- Formandsskiftet var én ting. Men det er jo helt åbenlyst, at DC ikke har en stærk konkurrenceevne, og dér er vi altså nødt til at kunne tale om, hvordan driften performer. Set udefra kunne det godt se ud som om, at bestyrelsen er kravlet helt op i helikopteren og kun taler om strategi og kapital. Når kerneforretningen ikke performer, bør det vel være velset og naturligt, at bestyrelse og ledelse rykker tættere sammen og arbejder sammen om at genvinde en sund drift og konkurrenceevne, siger Mads Rauff-Bjerre.

Mads Rauff-Bjerre håber, at drøftelserne om, hvordan Danish Crown skal ledes, drives og udvikles, kan fortsætte både åbent og på de interne linjer, og at både bestyrelse og direktion åbner for en ny kultur, hvor man i DC mere åbent kan diskutere tingenes tilstand.

Læs også