Med klog praksis føres der ikke ukrudtsfrø retur med gyllen

Gylle og møg fra husdyr får skylden for meget, men også stor hyldest. Fra en ubetinget nødvendighed for at det økologiske system kan fungere til glæde for menneskenes fødevareforsyning til diversitetsfremme.

En lille uro har dog gennem tiderne forstyrret landmændenes store glæde ved at optimere kulturplanternes liv og udbytte med husdyrenes efterladenskaber. Flytter – eller ligefrem opformerer – vi i vores store iver efter at skabe den bedst mulige næringsstofforvaltning rundt med uønskede ukrudtsfrø, som vi sidenhen vil fortryde.

Seges har for nyligt udgivet en meddelelse om »Ukrudtsfrøs spireevne efter ophold i ensilage, gylle, dybstrøelse, biogas og kompost«, og her er konklusionen fortsat den samme. Problemet er lille og risikoen for, at ukrudtsfrø er spiredygtige efter turen gennem husdyrmaver og -vomme er forsvindende lille. Ikke desto mindre er der enkelte forhold, man af gode grunde skal iagttage.

Ukrudtsfrø i flydelaget

Lad være med at hælde afrens fra frø- og kornrenseren i gylletanken og drop forestillingen om, at frøafrens har en plads på møddingen.

Der vil der være en stor risiko forbundet med at bortskaffe frarensning med ukrudtsfrø direkte i gyllebeholderen. Der kan også være en vis risiko ved at anvende halm med indhold af ukrudtsfrø som flydelag. 

Selv om frø ikke overlever i dybstrøelse, kan der her være frø som overlever i de øvre lag, hvor varmepåvirkningen er lille. Men kommer halm fra dybstrøelse videre gennem biogasanlæg, eller sker der en kompostering af dybstrøelsen, vil risikoen for spredning være forsvindende lille. 

Gamle forsøg

Allerede for mere end et halvt århundrede siden blev der gennemført forsøg for at påvise, om ukrudtsfrø kan overleve en ensileringsproces. Interessen dengang var styret af, at det i landbruget blev vanskeligere at skaffe arbejdskraft til den 3. hakning af foderroer og der således kom mere ukrudt med, når man ensilerede roetoppen.

Resultaterne fra dengang viser, at ukrudtsarters frø hurtigt taber spireevnen i ensilage, men frø af enkelte arter kan leve mere end to måneder. Det gælder arter som hvidmelet gåsefod, lugtløs kamille og sort natskygge. Dog taber en stor del af frøene spireevnen. 

Kvik og flyvehavre mister helt spireevnen efter to måneder i ensilagestakken, og frø af andre græsser må formodes at opføre sig på samme måde.

Hanespores overlevelse er undersøgt i ensilage af majs og rug. Efter 46 dage var spireevnen væsentligt under en procent. 

Flyvehavre klarer sig i vommen

Hvad sammenligningen med nyere forsøg dog også viser, er, at de systematiske bekæmpelser af problemukrudt i grovfoderet har reduceret variationen af ukrudtsfrø, men ikke mængden.

Afhængig af ukrudtsart mister en del frø spireevnen på vejen igennem fordøjelsessystemet. Ved fodring af kreaturer med flyvehavrekerner har man fundet ud af, at 10-12 procent har været spiredygtige efter passage af vommen. 

Herefter kan en del ukrudtsarters frø kan bevare spireevnen i gylle over en længere periode. I en undersøgelse holdt græsserne næsten uændret spireevnen efter en måned i gyllen, faldt en del efter to måneder, men efter tre måneder var der stadig spiredygtige frø. 

Biogasanlæg

Ukrudtsfrø taber i biogasanlæg meget hurtigt spireevnen. Der har på det seneste især været fokus på om hanespore med sikkerhed taber spireevnen. I et stort forsøg, med tre biogasanlæg og supplerende laboratorietests, er det påvist, at hanespore i løbet af få dage mister spireevnen i både mesofile (25-45 °C) og thermofile (>45 °C) anlæg. Det samme gælder øvrige ukrudtsarter, hvilket er vist i flere undersøgelser. 

I en dansk laboratorieundersøgelse med kvæggylle er dødeligheden for frø af raps, flyvehavre, agersennep, snerlepileurt, gulurt, hvidmelet gåsefod og canadisk gyldenris undersøgt under mesofile og thermofile forhold. 

Under termofile forhold var alle frø uanset ukrudtsart døde i løbet af to dage. Under mesofile forhold mistede flyvehavre, agersennep og canadisk gyldenris helt spireevnen efter en uge, mens en procent af frøene af raps, snerlepileurt og gulurt kunne spire. Hvidmelet gåsefod var den eneste art der, med syv procent spireevne, havde en vis spireevne efter en uge, men efter 11 dage var spireevnen hos hvidmelet gåsefod også ødelagt.  

Spredning af ukrudtsfrø

Ifølge såvel danske undersøgelser som studierne i udenlandske forsøg, tør Seges derfor godt konkludere, at ukrudtsfrø generelt kun spredes med gylle, hvis vejen for foder og halm fra mark til gyllebeholder bliver »kortsluttet«, for eksempel ved at bortskaffe afrensningsmateriale direkte i gyllebeholderen eller etablering af flydelag med halm indeholdende ukrudtsfrø.

Spredningen af græsser sker derfor primært med mejetærsker og halmpresser. Men også transport af halm, korn og snittet majs (hanespore) har betydning. Især vil meget lette og vindfølsomme frø som væselhale let blæse af kornvogn og halmlæs. 

Spredning sker også med vildt og fugle samt med vind og strømmende vand som hjælpere, men vil i det store billede være af mindre betydning.