Lammer vejnettet i hele landet: Polske landmænd strejker i 30 dage i EU-protest

Landmænd i Polen spærrer veje over hele landet i protest imod EU's landbrugs- og miljøpolitikker, som de blandt andet mener skaber uretfærdig konkurrence fra lande, der ikke er med i EU.

Polske landmænd startede fredag en 30-dages strejke for at protestere mod EU's landbrugspolitik.

Det skriver Euronews.

De polske landmænd, der allerede har organiseret flere hundrede lokale protestaktioner siden fredag, kræver bedre vilkår for fødevareproduktionen i landet, der står over for øgede produktionsomkostninger, reduceret overskud og uretfærdig konkurrence fra lande, der ikke er medlem af EU.

- Vi ved, at dette kun er begyndelsen på en lang vej mod sejr. Derfor vil vi gerne takke dig for din deltagelse og støtte til vores fælles krav, skriver organisatorgruppen bag demonstrationerne, NSZZ Individuelle Landmænd »Solidaritet«, på Facebook.

I den vestlige by Poznan anslog politiet, at omkring 1.400 traktorer nåede frem til den regionale guvernørs kontor. Her tændte demonstranter blus og placerede en kiste, der symboliserede det polske landbrugs død, samt en trillebør fyldt med gødning med et EU-flag plantet i.

Vil blokere grænsen til Ukraine

Særligt Polen er hårdt ramt af importen af billigt korn, mælk og andre produkter fra Ukraine. Således har landmændene allerede blokeret flere af grænseovergangene til det krigsramte naboland mod øst, beretter det engelsksprogede polske medie, Notes From Poland. Og der er mere på vej fra den skuffe, lyder det i det tidligere omtalte opslag på Facebook:

- Derfor annoncerer vi for dagen 20. februar, som en del af 30-dages-strejken for landmænd, at alle protestaktiviteter vil være fokuseret på en fuldstændig blokade af alle grænseovergange mellem Polen og Ukraine og protester i marken.

- Ikke kun grænseovergange vil blive blokeret, men også kommunikationsknudepunkter og adgangsveje til omladningsstationer og havne, tilføjer gruppen.

Vil have udskiftning i EU

Efter protesterne begyndte fredag, kaldte flere polske politikere på, at EU-Kommissæren for landbrug, Janusz Wojciechowski, skulle træde tilbage.

Blandt kritikerne var vicepremierminister Wladyslaw Kosiniak-Kamysz samt oppositionslederen.

Kommissæren reagerede dog ved at sige, at han »ikke vil handle under pres«.

Læs også