Nu åbner EU den direkte dialog til landmænd

Torsdag har EU-Kommissionen åbnet op for, at europæiske landmænd kan komme med synspunkter, der skal lette administrationen i forhold til EU-støtte og rapporteringer.

EU-Kommissionen er nu gået videre med sine planer om at gøre det nemmere at være landmand. For et par uger siden lancerede Kommissionen sine planer i forbindelse med et møde i ministerrådet på landbrugsområdet, hvor formålet er at tage de bekymringer, som landmænd har, alvorligt.

Som en del af planen har Kommissionen nu åbnet for den dialogkanal, der blev annonceret af formand for EU-Kommisionen, tyske Ursula von der Leyen. Den består af et spørgeskema, hvor landmænd kan svare på forskellige spørgsmål, der refererer til den rolle, EU-støttesystemet spiller i en landmands liv.

Hvis man deltager, kan man give sit besyv med i forhold til, hvor lang tid man bruger på administrative opgaver og rapporteringsforpligtelser, om man får ekstern hjælp til at forberede sin ansøgning om EU-støtte på Cap-området, og om man bruger mobile enheder til at levere geo-taggede fotos, og om hvordan man vurderer den kompleksivitet i forhold til de forskellige regler og procedurer, der gælder på gårde.

Ifølge EU-Kommissionen vil undersøgelsen hjælpe med at identificere kilderne til administrativ byrde og kompleksitet, der stammer fra Cap-regler samt andre regler for fødevarer og landbrug, både med hensyn til deres anvendelse på nationalt plan og også til de registrerings- og rapporteringsforpligtelser, der er knyttet til dem. De foreløbige resultater vil blive præsenteret i midten af april. Samtidig vil der blive arrangeret interviews med landmænds organisationer for at fuldende billedet.

Flere tiltag på vje

Siden starten af 2024 har Kommissionen sat gang i en række tiltag for at lette det pres, som landmænd i de 27 EU-lande føler. Og der er mere på vej. I midten af denne måned vil Kommissionen således præsentere yderligere forslag til mellemsigtede handlinger samt handlinger til at forbedre landmændenes position i fødevareforsyningskæden, oplyser EU-Kommissionen

Man kan svare på undersøgelsesspørgsmålene via dette link:
https://ec.europa.eu/eusurvey/runner/Public_Consultation_EU_Simplification_2024rs_point_of_view_2024

Læs også