Foreningshjælp til vandværker

Foreningen for Grundvandsbeskyttelse opfordrer alle landets vandværker om at protestere, hvis de oplever ubegrundede gødningsrestriktioner og sprøjteforbud i deres område.

Foreningen for Grundvandsbeskyttelse beder nu alle landets vandværker om at protestere, hvis de oplever ubegrundede gødningsrestriktioner og sprøjteforbud i deres vandindvindingsområde.

- Stå op imod kommunen og forlang jeres ret, vandværker. Det er I både berettiget og forpligtet til. I skal ikke finde jer i kommunale beslutninger om at skulle købe gødsknings- og planteværnsret.

Sådan lyder budskabet fra Foreningen for Grundvandsbeskyttelse i et brev stilet til alle landets vandværker og samtlige medlemmer af vandværksbestyrelserne.

Baggrunden for Foreningen for Grundvandsbeskyttelses tiltag er ifølge formanden Ulrik Lunden, at det strider mod EU’s statsstøtteregler at bruge af vandværkets penge for at købe landmændenes gødskningsrettigheder og planteværnsrettigheder, hvis det ikke fører til et bedre miljø, fordi truslerne mod vandmiljøet i virkeligheden kommer fra sivende lossepladser og andre kilder.

Rettens vej

- Vandværkerne kan sige fra, og det skal de vide, at det kan de godt. Det nytter jo ikke, at vandværkernes bestyrelsesmedlemmer tror, at de har en pligt til at makke ret overfor kommunens ønsker, når det faktisk forholder sig sådan, at det er dem, som står med ansvaret. Hvis ikke de forvalter borgernes penge ordentligt, så kan der følge et ansvar med, siger Ulrik Lunden og tilføjer: 

- Det er også klart, at den landmand, som i sidste ende måtte blive forpligtet til at tilbagebetale ulovlig statsstøtte, som han i god tro har modtaget fra vandværket, vil kunne finde på at gå rettens vej i forhold til vandværket. Så vandværkerne skal passe på ikke at agere dikkende lammehaler.

Muligt at sige fra

Hidtil har mange vandværker ifølge foreningen troet, at det egentlig bare var en formssag at parere ordre fra kommunen.

Men ifølge foreningens fagchef Bente Andersen står der i lovgivningen, at kun det vandværk, som har fordel af at afkøbe landmændene deres rettigheder, kan pålægges at bruge penge på at købe landmændenes rettigheder til at producere fødevarer.

- Det er kommet frem, at kommunerne har afvist at vurdere hundredvis af BNBO’er (boringsnære beskyttelsesområder, red.) med risiko. Det betyder helt enkelt, at den enkelte kommune – og dermed også det enkelte vandværk – kan sige fra, siger Bente Andersen.

 

Læs også