Amerikanske fødevaregiganter går sammen mod ødelæggende vinterstorm

Smithfield Foods, Coca-Cola og PepsiCo er gået sammen om at støtte fødevarebanker og nødhjælpsorganisationer i Texas i kampen imod vinterstormen Uri.

Nu træder den amerikanske fødevarekoncern Smithfield Foods ind i kampen imod den texanske vinterstorm Uri, der har efterladt millioner uden strøm på grund af de ødelæggende forhold.

Som en del af beredskabsreaktionen donerer virksomheden 33 ton protein til Tarrant Area Food Bank of Fort Worth og West Texas Food Bank of Odessa – nok til at fodre næsten 150.000 mennesker. Donationerne er en del af Smithfields initiativ imod sult og hunger, ‘Helping Hungry Homes’ (hjælp til sultne hjem).

- Vores fødevarebanker er i øjeblikket åbne og kører på generatorenergi. I betragtning af den ødelæggelse, som texanerne oplever lige nu overalt i staten, forventer vi at se øget behov i vores samfund i uger og måneder fremover, lyder det fra Joe Weeden, direktør for indkøb af protein i nødhjælpsorganisationen Feeding America.

- Disse proteindonationer fra Smithfield vil hjælpe os med at imødekomme det forestående øgede behov for mad, og vi er taknemmelige for støtten til at navigere den vanskelige vej fremad, tilføjer han.

Og spørger man Jonathan Toms, chef for velgørende initiativer hos Smithfield Foods, er selskabet glad for at kunne hjælpe:

- Smithfield er forpligtet til at støtte dem, der er ramt af naturkatastrofer, og det er vores privilegium at levere disse donationer. Vores hjerter og tanker er hos folket i Texas, der lider under efterspillet af denne forfærdelige naturkatastrofe, og vi er taknemmelige over for alle, der arbejder for at yde nød og håb til de berørte, siger han.

Sodavandsrivaler støtter indsatsen

Også Coca-Cola’s velgørende gren, Coca-Cola Fonden, donerede tonsvis af drikkevarer og 500.000 dollars (godt 3 millioner danske kroner) til det amerikanske Røde Kors for at sikre husly, mad og sundhedstjenester til de berørte. Virksomhedens nordamerikanske afdeling bidrog yderligere 100.000 dollars (613.000 danske kroner) til at støtte nødhjælpsindsatsen i Texas.

- Vi er bekymrede over de mennesker over hele landet, der er påvirket af det hårde vintervejr. Vi er stolte af at bruge vores ressourcer til at støtte den kritiske nødhjælpsindsats fra vores mangeårige partner, det amerikanske Røde Kors, siger Bea Perez, formand og præsident for Coca-Cola Fonden.

Ligeledes fik den svækkede fødevareforsyning også PepsiCo og PepsiCo Fonden til at donere cirka 200.000 måltider til beboere i Texas i partnerskab med den internationale velgørenhedsorganisation, The Salvation Army (Frelsens Hær). Fødevarevirksomheden planlægger også at bidrage med et tilskud på 200.000 dollars (1,2 millioner kroner) for at levere yderligere 190.000 måltider til familier, der er ramt af stormen.

- Vi har haft hjemme i Texas i næsten et århundrede, så PepsiCo er forpligtet til at hjælpe vores Texas-medarbejdere, partnere og naboer med at modstå denne forfærdelige storm, siger Steven Williams, administrerende direktør i PepsiCo Foods Nordamerika.

Læs også