LandboSyd sælger Agrocura

Efter 12 års ejerskab er det finansielle rådgivningsselskab Agrocura overtaget af direktør Hans Vigen, cheføkonom Jens Schjerning og en konsulentvirksomhed.

LandboSyd har solgt sit datterselskab Agrocura A/S, som rådgivningsselskabet har ejet i 12 år, til tre investorer – herunder direktør Hans Vigen og cheføkonom Jens Schjerning, som er velkendte ansigter i Agrocura-regi.

Den tredje medejer er konsulentvirksomheden Fountainhead ApS, der ejes af iværksætteren Søren Hoelgaard Justesen.

Den nye medejer Jens Schjerning glæder sig over købet.

- Vi kan nu udvikle virksomheden i den retning, vi finder mest interessant og som skaber mest værdi for virksomheden, vores kunder og ikke mindst medarbejderne, siger Jens Schjerning, og tilføjer:

- Det giver også lidt kriller i maven at få hånden på kogepladen, i princippet som fuldtids selvstændig med min udlejningsvirksomhed ved siden af.

Rådgivning uændret

Hans Vigen, der fratrådte som direktør i det gamle Agrocura den 28. januar i år, glæder sig over at kunne vende tilbage til selskabet som medejer og nu atter direktør.

- Som ejere kan vi nu, sammen med vores dygtige kollegaer, sætte retningen for Agrocura. Det bliver en spændende rejse, vi skal på, siger han.

Ifølge en pressemeddelelse fra Agrocura er intet ændret for kunderne, der – uanset hvor de bor i landet – fortsat vil kunne få rådgivning indenfor råvarer, renter, aktier, jordpriser, ejendomsboliger, m.v. Desuden tilbydes kunderne investorløsninger og bestyrelsesarbejde.

Agrocura kommer fortsat til at have base i Aabenraa.

Læs også