Danish Crown bøvler med pres på indtjeningen

Danish Crowns omsætning taber fart i selskabets halvårsregnskab. Et vanskeligt marked lægger en dæmper på indtjeningen, der dog ifølge topchefen er solid og acceptabel.

* Koncernregnskabstal inkl. Leverandørselskabet Danish Crown AmbA.

Covid-19, en lav efterspørgsel fra Kina og inflation lægger pres på Danish Crowns indtjening, viser et nyt halvårsregnskab fra selskabet.

- Omstilling har været nøgleordet i Danish Crown i den første halvdel af regnskabsåret 2021/22. Efter 2½ år med en enorm efterspørgsel fra særligt Kina er både salg og produktion stillet om til at møde efterspørgslen i Europa og fra lande som USA, Australien og Japan, skriver selskabet på sin hjemmeside i en kommentar.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en krævende omstilling, fordi vi samtidig har haft vækst i tilførslen af grise fra vores andelsejere. Vores medarbejdere har leveret en fantastisk indsats og arbejdet sig gennem udfordringerne. Derfor kommer vi ud af halvåret med et solidt og acceptabelt resultat, siger Jais Valeur, topchef i Danish Crown.

Omkostninger steg hurtigere

Danish Crowns omsætning steg i første halvdel af regnskabsåret med 3,6 procent fra 28,9 til 29,9 milliarder kroner.

Omkostningerne til produktion og distribution voksede dog samtidig med 4,8 procent til 27,7 milliarder kroner, og det slår igennem på resultatet efter skat, som går tilbage fra 1,3 milliarder kroner til 1,1 milliarder kroner.

Samtidig har det inflationspres, der lige nu sætter den økonomiske dagsorden globalt og dermed påvirker Danish Crown, vist sig at være betydeligt større end ventet gennem halvåret. Omkostningerne til først og fremmest transport, emballage og energi er vokset med cirka en halv milliard kroner.

- Kombinationen af stigende omkostninger og et svagt marked var vores virkelighed i regnskabsårets første måneder. Det gjorde det selvsagt svært at komme igennem med de nødvendige prisstigninger. Det har ændret sig, efterhånden som Covid-19 har sluppet sit tag i Europa, men vi er stadigvæk ikke, hvor vi skal være, fordi stort set alle omkostninger fik endnu et løft efter Ruslands invasion af Ukraine, siger Jais Valeur.

Indfrier ikke målsætning

Han erkender, at Danish Crown ikke er så konkurrencedygtig som ønsket på grise-siden.

- Vi har et stærkt set-up, som giver grobund for optimisme gående fremad, men vi er ikke, hvor vi skal være. For første gang i to år indfrier vi ikke vores målsætning om at levere en betaling for grise, der er 60 øre bedre end EU-indekset. Økonomien på gårdene er presset lige nu på ryggen af de massive prisstigninger på foder og energi, så den centrale opgave er at få genskabt vores konkurrenceevne, siger han.

I første halvdel af regnskabsåret var Danish Crown 20 øre foran EU-indekset, når man forudsætter en restbetaling på niveau med sidste år.

Mens indtjeningen i Danish Crowns forædlingsselskaber falder tilbage på grund af de stigende omkostninger til både råvarer, emballager, transport og energi, så fortsætter fremgangen i DAT-Schaub, der forarbejder dele af grisen til fødevareingredienser og råvarer til medicinalindustrien. Aktiviteterne og omsætningen vokser, og DAT-Schaub leverer endnu engang en rekordindtjening og en fremgang på 17 procent.

Oksekød steget 40 procent

Priserne på oksekød er løftet betydeligt i perioden. En positiv udvikling i driften og et lavt udbud af oksekød i Europa har ført til stigende afregningspriser. De to kreaturslagterier i Tyskland og Scan-Hide, der forarbejder kreaturhuder til læder, udvikler sig positivt, så Danish Crown Beef står samlet set stærkt med en fremgang i omsætningen på 30 procent til 2,9 milliarder kroner.

Fra regnskabsårets start og frem til midten af maj er den gennemsnitlige afregningspris steget med næsten 40 procent i forhold til sidste år.

Danish Crown

Datterselskaber og tilknyttede selskaber:

  • Danish Crown Foods
  • ESS-Food
  • Sokolow
  • KLS Ugglarps
  • Friland
  • DAT-Schaub
  • Scan-Hide
  • WestCrown

Danish Crown A/S består af: Danish Crown Pork og Danish Crown Beef

Mere økologi sikrer Friland fremgang

Efterspørgslen på økologi og god dyrevelfærd sikrer Danish Crown-selskabet Friland et løft i omsætningen på hele 11 procent i regnskabsårets første seks måneder.

Det er først og fremmest salget af økologiske produkter, der driver fremgangen i de første seks måneder af Frilands regnskabsår. Her når selskabet en omsætning på 549 millioner kroner på trods af, at markederne for Frilands koncepter har været udfordret af nedlukninger.

Det er dog i vid udstrækning lykkedes at kompensere for det manglende salg ved at eksportere mere økologisk okse- og grisekød.

Trods udfordringer og stigende omkostninger har Frilands direktør en stærk tro på, at Friland kan opretholde og over tid øge salget af både økologi og kød med god dyrevelfærd.

Vil øge afregning

- Vi ved, at der er kamp om forbrugerne ude i butikkerne. Derfor gør vi, hvad vi kan for at sikre, at Frilands produkter er et attraktivt valg. Samtidig ved vi, at forbrugerne ønsker fødevarer, som kommer fra Danmark og har fokus på god dyrevelfærd, ligesom flere danskere gerne vil have økologiske produkter, siger administrerende direktør Claus Hein, som tilføjer, at Friland følger sin strategiplan om at øge antallet af dyr til slagtning over årene frem mod 2026.

Friland har med sin strategi »Pioneering better food together« en ambition om at øge salget med mellem 25 og 40 procent frem mod 2026, ligesom det er en strategisk målsætning at øge afregningen til leverandørerne over tid. Det sker blandt andet gennem strategiske partnerskaber.

Læs også