Brdr. Thorsen favner bredt

Maskincenter, eget landbrug, maskinstation, vvs, varmeværk og biogas – med et nyt på tegnebrættet. Det er alle områder, der kendetegner Brdr. Thorsen og historien om en virksomhed, der griber de muligheder, der byder sig.

Ikke alene er der sket en rivende udvikling indenfor landbruget – det er der også hos Brdr. Thorsen I/S, Nimtofte: Fra at være et almindeligt landbrug, der begyndte at køre lidt møg i nabolaget til i dag at være en virksomhed med fem cvr-numre og 100 medarbejdere.

- Brdr. Thorsen er i vores øjne stadig en lille familiedrevet virksomhed, siger Steffen Thorsen, afdelingsleder hos Brdr. Thorsen I/S og fortæller, at hans farfar startede op som selvstændig landmand i 1953.

Det var startskuddet på virksomheden, hvor farfaren i mange år drev maskinstation for egnens landmænd.

Steffen Thorsen sidder selv i afdelingen, der har fokus på grøn energi, det vil sige biogas og varmeværk. Det er et af de områder, der er kommet til hen ad vejen hos Brdr. Thorsen, der i dag ejes af henholdsvis Steffens far og farbror, Kristian og Jørgen Thorsen.

Alt fra grise til vvs

Sammen med en tredje bror, der gik ud i 2009, har de to brødre drevet virksomheden til det, den er i dag, hvor der foruden maskinstation med tre afdelinger og et varmeværk også er landbrug med svineproduktion og 1.650 hektar planteavl, der dyrkes konventionelt med helt almindelige afgrøder samt et maskincenter med fire afdelinger med forhandling og service af Massey Ferguson, Kverneland, Weidemann, Siloking og Western.

Under maskinstationen er der også autoriseret vvs- og kloakservice.

- Vi har en stor palet at tilbyde samme kunde, forklarer Steffen Thorsen.

Selvom alle grene i virksomheden har relation til landbruget, bliver der også løst opgaver for private kunder i nabolaget, men det er landbruget og erhvervskunderne, som ifølge Steffen Thorsen har førsteprioritet hos Brdr. Thorsen.

Hovedsædet er på Djursland, og det er her maskinstationsopgaverne udføres lokalt af medarbejdere fra henholdsvis Nimtofte, Allingåbro og Tirstrup.

Maskincenteret dækker derimod hele Nordjylland inklusive Læsø og Anholt.

- Der er kommet mere og mere til Brdr. Thorsen – og det afhænger af de muligheder, der viser sig, fortæller Steffen Thorsen.

Vigtigt at have kompetente folk

Selvom Brdr. Thorsen I/S efterhånden har flere og flere aktiviteter – også uden for Djursland, er det stadig vigtigt for virksomheden, at de er lokalt forankrede, samt at det hele foregår på en ordentlig måde.

- Det, mener vi, giver bonus på lang sigt, siger Steffen Thorsen.

Han lægger dog heller ikke skjul på, at grunden til, at virksomheden er kommet så vidt, er, at de også er forretningsfolk.

- Det gælder om at se forretningen i det – og det kræver, at man kender branchen rigtig godt, understreger han og tilføjer:

- Vi er rigtig godt funderet i den branche, vi er i og har et stort kendskab til de ting, vi engagerer os i.

Derudover fremhæver Steffen Thorsen, at det er vigtigt, at man har medarbejdere, der både er villige til og synes, at det er sjovt at lave forskellige opgaver.

- Vi har de rette folk ansat – og som har den rette viden, bemærker Steffen Thorsen, som finder det afgørende, at medarbejderne tager ansvar, og at de også får det.

- Det er vigtigt, at vi ikke laver micromanagement, påpeger han og tilføjer:

- Meget er lagt ud til medarbejderne, og vi forsøger at strukturere det, så vi har medarbejdere, der kan køre det videre, hvis man er fraværende i en måned.

Der er heller ingen fancy titler og en stor forkromet strategi i virksomheden, men en klar idé om hvordan tingene skal køre.

- Vi koncentrerer os om driften, fastslår Steffen Thorsen og understreger samtidig, at der er en flad organisation, hvor der kun kræves ét opkald.

Han sidder selv en del med projektarbejde og tilbudsgivning foruden driften af varmeværk, biogasanlæg og VVS-afdelingen.

- Men jeg er også ude at skrue og snakke med folk. Når jeg engang skal overtage, er det vigtigt, at jeg har fingeren på pulsen, understreger han.

Fokus på den grønne omstilling

Netop at vide, hvad der rør sig i samfundet, er en af de ting, der ligger Brdr. Thorsen meget på sinde. Og blandt andet den grønne omstilling fylder meget i virksomheden.

- Vil det for vores VVS-afdeling eksempel give mening at have mere fokus på varmepumper nu, hvornår bliver robotter i landbruget almindeligt, og hvilke muligheder har vi på vores biogasanlæg – og så videre, uddyber Steffen Thorsen om nogle af de tiltag, de har fokus på hos Brdr. Thorsen.

Han er klar over, at jo større virksomheden bliver og jo flere tiltag, der laves, des større behov kan der være for at hente sparring udefra.

- Hvis det for eksempel lykkes, at vi skal ud at investere i nyt biogasanlæg, som er 20 gange større, end det vi har i dag, og som skal servicere alle Djurslands landmænd – og vi skal investere et stort beløb i det – så er det endnu mere relevant at have nogle kompetente mennesker med, som kommer med indspark til, hvordan man laver sådan nogle optimeringer, fastslår Steffen Thorsen og forudser:

- Jo større og tungere det hele bliver, jo mere skal man passe på ikke at ramme ved siden af.

Nyt biogasanlæg på vej

Det nye biogasanlæg, der er på tegnebrættet og lige nu afventer godkendelse til videre behandling ved kommunen, er netop en af de nyeste, store beslutninger hos Brdr. Thorsen.

Forud er der lagt et stort arbejde fra en gruppe landmænd på Djursland, der har arbejdet for en dannelse af en leverandørforening til et fælles biogasanlæg på Djursland.

- Det er vigtigt at have fingeren på pulsen, og jeg er sikker på, at kravene til CO2-besparelser og god lokal produceret gødning bliver større og større, siger Steffen Thorsen.

Og det er en udfordring, som Brdr. Thorsen gerne vil være med til at løse for landbruget.

- Vi vil selvfølgelig gerne være med i det, og der ligger mange synergier med det, vi har i firmaet i forvejen, forklarer Steffen Thorsen, som peger på, at de i forvejen har et veldrevet anlæg og har 22 års erfaring med biogas.

Derudover lægger han vægt på, at landmanden har valgt dem til, hvilket falder rigtig godt i tråd med virksomhedens værdisæt.

-Vi vil gerne have en løsning, der bidrager lokalt, understreger han.

Om ejerne

Firmaet Brdr. Thorsen I/S er ejet af de to brødre Jørgen og Kristian Thorsen, som har hver deres arbejdsområde. Jørgen Thorsen står for den daglige drift af Tirstrup Maskinstation, og Kristian Thorsen for den overordnede drift af Brdr. Thorsen I/S samt Nimtofte Maskinstation.

På sigt er det planen, at der skal ske et glidende generationsskifte med Steffen Thorsen, søn af Kristian Thorsen. Steffen Thorsen, der er uddannet maskinmester og gvs-mester, har det daglige ansvar for varmeværk og biogas samt VVS-afdelingen.

Læs også