Der er enorm interesse for at etablere grønne bioraffineringsanlæg, viser den ansøgningsrunde for ordningen, som Landbrugsstyrelsen netop har gennemført. Her blev ansøgningspulje overansøgt med det dobbelte.
Landbrugere og erhvervet kan hente store gevinster hjem ved at etablere anlæg til grøn bioraffinering. Interessen for den nye teknologi er da også til at føle på.
Søgningen på en ny pulje, der skal hjælpe ansøgere med de første skridt mod at etablere de grønne anlæg, har nemlig været dobbelt så stor som forventet.
Puljen, der giver tilskud til, at ansøgere kan teste deres idé, skaffe nødvendig kapital og finde de rette samarbejdspartnere, er netop afsluttet. I alt har Landbrugsstyrelsen modtaget ansøgninger om tilskud for hele 10 millioner kroner fordelt på 12 ansøgere.
I 2022, 2023 og 2024 er der således blot afsat en pulje på 5 millioner kroner til ordningen om året. Dermed viser landbruget påny stor interesse for den grønne omstilling. Samtlige tilskudsordninger på området de senere år er blevet overansøgt.
Hos Landbrugsstyrelsen er man glade for den store interesse.
- Det er en politisk vision, at grøn bioraffinering skal være en del af den danske landbrugsproduktion, da det vil gavne på klimakontoen. Derfor er det overvældende og meget positivt, at erhvervet udviser så stor interesse for teknologien, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Mads Kolte-Olsen i en pressemeddelelse.
Bælgplanter er det nye sort indenfor grøn bioraffinering
Godt for klima, vandmiljø og erhvervet
Et bredt flertal i Folketinget har med Landbrugsaftalen fra 2021 afsat 260 millioner kroner til at udbrede grøn bioraffinering. Her af er der afsat 15 millioner kroner til projektmodning.
Teknologien gør det muligt at udvinde protein fra danske græs- og kløvermarker. På den måde kan dansk landbrug i fremtiden bruge langt mere dansk produceret protein til blandt andet svin og høns i stedet for at importere soja fra Sydamerika.
Løsningen er samtidig god for vandmiljøet. Grøn bioraffinering kræver græs, og mere græs kræver omlægning af omdriftsarealer. Når vi får omlagt flere omdriftsarealer til græs, udledes der mindre kvælstof til vandmiljøet.
Desuden kan bioraffinering være med til at skabe flere arbejdspladser lokalt.
- Med de mange potentielle gevinster ved grøn bioraffinering er det afgørende, at vi støtter udviklingen og etableringen af nye anlæg. Det næste skridt bliver at få de i alt 245 millioner kroner, der er afsat til etablering af selve anlæggene, til at komme ud og arbejde, så vi kan få skabt flere grønne og rentable bioraffineringsanlæg, siger Mads Kolte-Olsen.
I efteråret åbner den første ansøgningsrunde, hvor ansøgere kan søge tilskud til at etablere et anlæg til grøn bioraffinering.