Stigningen i afregningspriser samt højere effektivitet præger bundlinjen i de første regnskaber, som Sønderjysk Landboforening har haft i hænderne. I negativ retning tæller øgede omkostninger i form af stigende foder- og energipriser.
Der er solid fremgang i indtjeningen hos mælkeproducenterne i det syd- og sønderjyske.
Højere afregningspriser og effektivitet sætter sit præg på bundlinjen i de første regnskaber for 2021, som Sønderjysk Landboforening har haft i hænderne.
- Vi har på baggrund af de første regnskaber for konventionelle mælkeproducenter konstateret en stigning i indtjeningen på cirka 750.000 kroner. Det skyldes primært højere ydelse med 3 procent samt en stigning i afregningsprisen på mælk med 23 øre. De tidlige regnskaber bygger på bedrifter med 276 køer i gennemsnit, fortæller Carsten Friis, teamchef for driftsøkonomi i SLF.
Bedre end i 2020
Det gennemsnitlige driftsresultat for konventionelle mælkeproducenter ligger på baggrund af regnskaberne på cirka 1,8 millioner kroner. For landmænd, som ligger i den bedste tredjedel, ses resultater på oppe på 2,8 millioner kroner. Begge tal ligger væsentligt over, hvad der blev opnået i 2020.
Resultatet for kollegerne med økologiske bedrifter ligger for andet år i træk en anelse under. Her er indtjeningen steget cirka 500.000 kroner med en stigning i ydelsen på 2,7 procent og en højere afregningspris med 17 øre.
Ifølge Carsten Friis er fremgangen i indtjeningen nået, selv om mælkeproducenterne har måtte kæmpe med øgede omkostninger. Således er foderomkostningerne hos konventionelle producenter steget med godt 1.000 kroner pr. årsko – på grund af højere priser på korn og protein. Dertil kommer også stigende energipriser.
- Stigningen i foderomkostningerne og de kontante kapacitetsomkostninger medfører en forøget fremstillingspris pr. EKM til 2,56 kr. Dette er dog 30 øre under den opnåede afregningspris. I 2020 lå fremstillingsprisen 16 øre under den opnåede afregningspris. Der er dermed mere tilbage til landmanden, som viser sig i et højere resultat. Vi ser altså for 2021, at der nu endelig er ved at være en tilfredsstillende afkastningsgrad i dansk mælkeproduktion på 5 procent. De tre foregående år har afkastningsgraden tilsvarende ligget under 3 procent. tilføjer teamchefen.
Konklusionerne i de tidlige regnskaber kommer til at indgå i programmet ved det økonomimøde, som SLF afvikler torsdag den 3. marts. Mødet foregår både fysisk og som et webinar.