Daka hæver endnu engang priserne

Daka hæver fra 1. januar priserne for alle afhentninger af døde produktionsdyr, blandt andet på grund af faldende tilførsler af døde grise.

På grund af faldende tilførsler af døde grise og drastiske prisfald på kød- og benmel hæver Daka fra nytår priserne på afhentning af døde dyr hos landmændene.

Prisen stiger med cirka 13 procent for døde grise og cirka 23 procent for døde kvæg, dog varierer reguleringen indenfor de mere specifikke produktgrupper. Stigningen kommer efter, at Daka pr. 1. oktober hævede priserne for afhentning af kvæg med 30 procent og 5 procent på grise.

Daka erkender i en pressemeddelelse, at selskabet har undervurderet, hvor stort faldet i antallet af døde grise reelt har været.

- Eftersom Daka kun har én produktionslinje til døde grise (og andet kategori 2-materiale) og én produktionslinje til kreaturer (og andet kategori 1-materiale) udløser det lavere kapacitetsudnyttelse og dermed højere omkostninger pr. dyr. Det er ikke umiddelbart muligt at reducere kapaciteten, lyder det fra selskabet.

Derudover har der ifølge Daka indenfor den seneste måned været et drastisk fald i prisene på det kød- og benmel, som laves af døde grise, og det er uvist, hvornår markedet retter sig igen.

- Disse to forhold er en væsentlig årsag til, at Daka nu ser ind i et større underskud for 2023. Der er allerede taget en række udviklings- og besparelsesinitiativer, som forbedrer situationen i 2024 noget, men da der ikke forventes bedring i de to nævnte forhold foreløbig, er Daka nødt til at reagere for at opretholde den veterinære sikkerhed og beredskabet, skriver selskabet.

Stor fast omkostning

Dakas beredskab handler om, at selskabet står til rådighed, når der opstår smitteudbrud og andre akutte situationer som for eksempel brand i stalde og forliste transporter. Situationer, hvor der skal hentes og destrueres mange dyr på kort tid.

Destruktionen af smitte og forarbejdningen af biprodukterne sker på en måde, som er energitung og dermed relativ dyr, men til gengæld er den meget sikker i forhold til at reducere smittespredning .

Daka har dermed en stor fast omkostning til veterinær sikkerhed og til »overkapacitet« i tilfælde af sygdomsudbrud.

Læs også