Ny landboformand roser Bornholms stærke fællesskab

Lennart Westh, ny formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer, påpeger vigtigheden af samarbejde og fællesskab i både bestyrelsen og blandt øens landmænd.

Lennart Westh kom i 2020 ind i bestyrelsen i Bornholms Landbrug & Fødevarer, hvor han blev valgt som næstformand i 2022 og nu er forfremmet til formand. Foto: Jesper Hallgren Lennart Westh (i midten) med to af de ansatte i frokoststuen på Simblegaard, Jørgen Damgaard Nielsen (tv) og Rasmus Kofoed-Pihl. Foto: Jesper Hallgren Lennart Westh har griseproduktion på tre lokaliteter på Bornholm og sender årligt i alt knap 30.000 slagtegrise til Danish Crowns slagteri i Rønne. Privatfoto Da Frederik Tolstrup (th) takkede af som formand på generalforsamlingen i Bornholms Landbrug & Fødevarer, var det blandt andet med store roser til Lennart Westh (tv). Foto: Jesper Hallgren

På et konstituerende bestyrelsesmøde i Bornholms Landbrug & Fødevarer er Lennart Westh blevet valgt som ny formand efter Frederik Tolstrup, der ikke kunne fortsætte på posten, da det ikke er foreneligt med hans nye job som foreningssekretær i Bornholms Landbrug & Fødevarer.

Det lå umiddelbart også i kortene, at pilen pegede på Lennart Westh. Han kom i foreningens bestyrelse i 2020 og blev valgt som næstformand i 2022. På generalforsamlingen i år opnåede han genvalg og blev altså forfremmet til førstemand dagen derpå.

Står det til 49-årige Lennart Westh, der er uddannet agrarøkonom fra Næsgaard på Nordfalster i sommeren 2000, kommer formandsskiftet ikke til at medføre den store revolution for de bornholmske landmænd.

- Rådgivningen varetages nu af VKST, og det er jo relativt nyt, men ellers handler det om, at vi i bestyrelsen fortsætter med at have fokus på at pleje de politiske interesser for vores medlemmer – store som små, fastslår Lennart Westh i et interview med LandbrugØst.

- Nu er det så mig, der sidder for bordenden, men det er vigtigt at pointere, at der er tale om et holdarbejde. Vi har rigtig gode kompetencer i bestyrelsen, og det er vigtigt de bruges rigtigt, så vi får det optimale ud af vores arbejde. Vi står stærkest gennem et godt samarbejde, understreger han.

Afgørende opbakning

- Det er også helt afgørende, at landmændene på Bornholm bliver ved med at bakke godt op om foreningen. Der er mange udfordringer for os, og det er vigtigt, vi holder sammen. På den måde vil vi stå stærkere. Det gælder både omkring CO2-afgiften, vandplanerne og andre emner, vi kæmper med, pointerer Lennart Westh og fortsætter:

- Vi har så meget at byde ind med i landbruget. Hvis vi får lov til at udvikle os, kan vi levere de resultater, der skal til. Vi kan for eksempel skabe gode løsninger på CO2-området, hvis vi får mulighed for at investere i den rette teknologi.

- Det skal vi forsøge at overbevise politikerne om, og hvis det skal lykkes, kræver det altså, vi står sammen i landbruget. Det har vi generelt også altid været gode til på Bornholm. Vi har tidligere løst store udfordringer med vores stærke fællesskab, og det kan vi også gøre i fremtiden.

- Hvis vi er splittede og kæmper individuelt, bliver vi alle kørt over og får ikke noget ud af det, påpeger den nye bornholmske landboformand, som LandbrugØst har besøgt på »hjemmebanen«, Simblegaard nær Klemensker nordøst for Rønne.

- Hvis vi er splittede og kæmper individuelt, bliver vi alle kørt over og får ikke noget ud af det.

Lennart Westh

Fulgt i fars fodspor

Her bor Lennart Westh med sin kone, juristen Lisa Westh, der er kontorchef i Familieretshuset i Rønne, og parrets fire børn – to drenge og to piger – i alderen 10 til 19 år.

Simblegaard er også arbejdsplads for fem fastansatte medarbejdere og en elev, der klarer de mange opgaver på bedriften med griseproduktion og 500 hektar planteavl. På markerne dyrkes der byg, hvede, raps, frøgræs, spinat, bladbeder og de seneste år linser til Food Bornholm.

På gården produceres hvert år 20.000 grise, som køres de godt 10 kilometer til Danish Crown-slagteriet i Rønne, og på en nærliggende gård producerer Lennart Westh endvidere 8.000 Bornholmergrise.

Ligesom det lå i kortene, at Lennart Westh skulle overtage formandsposten efter Frederik Tolstrup, lå det også i kortene, at Lennart Westh blev landmand og griseproducent. Han er således efter grundig overvejelse fulgt i sin fars fodspor.

Lennart Westh er opvokset på en gård, Vestregaard, nær Jons Kapel ved Rutsker, hvor hans far og farbror drev en griseproduktion.

Landmand i Aarhus

Efter folkeskoletiden tog han i 1992 på landbrugsskole, Kongensgaarden ved Lemvig i Vestjylland, og arbejdede under skoletiden både på Vestregaard og på Munkegaard i Ibsker nær Svaneke på det østlige Bornholm, hvor der udelukkende var planteavl på programmet.

Efter uddannelsen som landmand var han to år i militæret, som værnepligtig sergent på Garderhusarkasernen i Næstved, og tilbragte efterfølgende et halvt år i USA, hvor han blandt andet arbejdede hos en griseproducent i Minnesota, inden han i september 1998 begyndte på uddannelsen som agrarøkonom på Næsgaard.

Da Lennart Westh et par år senere – i sommeren 2000 – også kunne skrive agrarøkonom på visitkortet, købte han en lejlighed i det centrale Aarhus og fik på den måde opfyldt en lille »drøm«.

- Jeg vidste jo godt, at jeg formentlig ville havne på landet, men jeg kunne også godt tænke mig at prøve at bo i en større by. Var jeg dengang flyttet på landet, havde jeg aldrig fået prøvet at bo i en større by, fortæller han med et smil.

Han tog dog hver dag ud på landet for at passe et arbejde hos en griseproducent i Spøttrup syd for Aarhus. Desuden var der en ekstra gevinst ved Aarhus. Det var nemlig her, han mødte Lisa, som efterfølgende fulgte med til Bornholm.

Hjem til Bornholm

På Bornholm havde hans far og farbror udvidet griseproduktionen, og på Simblegaard, som duoen havde købt i 1989, var der bygget stalde til en produktion på 15.000 slagtegrise.

Det var planen, at hans forældre også skulle bo på Simblegaard, men kort før forældrene skulle flytte ind på gården i efteråret 2002, døde hans far pludseligt. Han faldt om i stalden i en alder af bare 62 år.

- Lisa og jeg havde på det tidspunkt allerede planer om at flytte til Bornholm, hvor det var tanken, at jeg skulle drive bedriften sammen med min far. Det nåede jeg desværre aldrig, og min fars død gjorde også, at min mor slet ikke ønskede at flytte ind på Simblegaard, så det blev i stedet Lisa og jeg, der rykkede ind på gården, og vi har boet her lige siden, fortæller Lennart Westh.

Han har gennem årene foretaget flere udvidelser og tiltag på bedriften. Der er blandt andet opført en grisestald mere på Simlegaard, så produktionen i 2016 blev udvidet fra 15.000 til 20.000 grise. Lennart Westh driver samtidig også griseproduktion på to andre lokaliteter på øen – og sender årligt i alt næsten 30.000 grise til slagteriet.

Kort om Lennart Westh

  • 49 år og nyvalgt formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer. Valgt til bestyrelsen i 2020 og næstformand i 2022.

  • Driver griseproduktion og planteavl på 500 hektar på Simblegaard nær Klemensker.

  • Har griseproduktion på tre lokaliteter på Bornholm og sender årligt i alt knap 30.000 slagtegrise til Danish Crowns slagteri i Rønne.

  • Gift med jurist Lisa Westh, der er kontorchef i Familieretshuset i Rønne.

  • Parret har fire børn. To drenge og to piger i alderen 10 til 19 år.

  • I fritiden spiller han lidt fodbold og padel, ligesom han de seneste år også er begyndt at gå på jagt.

Ros fra forgænger

Da Frederik Tolstrup i slutningen af marts takkede af som formand på generalforsamlingen i Bornholms Landbrug & Fødevarer, var det blandt andet med store roser til Lennart Westh.

- Du er typen, der gør dig helt utrolig umage med tingene. Du gør, hvad vi alle sammen burde gøre. Når vores oplandskonsulent var klar til at planlægge minivådområder, så var du med og har ansøgt, som en af de første. Du er effektiv til at eksekvere, og du får lagt planer, lød det fra Frederik Tolstrup, der tilføjede:

- Da du begyndte i bestyrelsen, sagde du, at du ikke havde forstand på politik. Det er du også kommet ret godt efter, må jeg sige.

/ jhal

Læs også