Det er Henrik Jessen, der fremover skal stå i spidsen for bestyrelsen i LandboSyd. Det lykkedes ikke Mogens Dall at opnå genvalg som formand – det blev resultatet af et kampvalg tirsdag aften på foreningens generalforsamling
Henrik Jessen er ny formand for LandboSyd. Det blev resultatet af et kampvalg i LandboSyd i forbindelse med generalforsamlingen tirsdag aften på Gråsten Landbrugsskole.
Efter 12 år på formandsposten mente et flertal af medlemmerne, at det var tid for et formandsskifte. Både Mogens Dall og Henrik Jessen var på talerstolen inden afstemningen for at holde hver sin valgtale, og det stod hurtigt klar, at det var ældre erfaring, der stod overfor yngre fornyelse.
- Den udvikling der er i landbruget i dag, kræver ungt mod og kraft, lød det blandt andet fra Henrik Jessen, der med sine 36 år er den yngste formand LandboSyd har haft.
Han lagde samtidig vægt på, at han mener det afgørende at man har en yngre aktiv landmand som formand for LandboSyd.
Henrik Jessen blev valgt ind i LandboSyds bestyrelse for blot to år siden.