Han kom til Australien som 25-årig. Brian Østergaard er godt på vej som selvstændig på kæmpefarm og snart med jordkøb i Western Australia.
- Jeg kom til Australien som 25-årig i 1994 og skulle kun være her i tre måneder, siger Brian Østergaard med et let skævt smil.
- Men jeg kom virkelig til at holde af de store, åbne landskaber, de venlige mennesker og deres afslappede kultur. Der er så mange muligheder i dette land, hvis du kan og vil.
I dag tror Brian Østergaard ikke, at han flytter tilbage til Danmark igen, hvor han kommer fra Haubro nær Aars i Himmerland.