Fåreflokke afpudser økologiske marker

Fyns største fårebesætning på 800 moderfår og 1.300 lam sikrer rene frømarker på flere fynske øko-bedrifter. Og økologisk lammekød samt uld til Hjelholt-familiens spinderi i Langå.

Som entreprenøropgave fjerner fårene fra Hjelholts Uldspinderi alt ukrudt og bider, som her på Klingstrup Gods ved Vejstrup, den økologiske hvidkløver helt i bund. Og på den måde erstatter både kemi og brakpudser. Da Dizzy til ære for fotografen fik til opgave at samle alle 600 lam, brød de igennem det mobile hegn ind til den sidste halvdel af den 25 hektar store frøgræsmark, som de endnu ikke havde afpudset. Opgaven med at få de mange får tilbage i folden løste border collien også på rekordtid. Skan qr-koden, og se hunden samle de mange får. Video: Erik Hansen Når et areal er afpudset af fårene, rykker Henrik Hjelholt og hans medarbejder Louise Tvedborg det mobile hegn til de nye græsgange. I alt rådes over 30 kilometer hegn. Bemærk forskellen mellem det afpudsede område bag hegnet og den nye fold i forgrunden, som venter på en uges afgræsning.

I det skønne efterårsvejr ad de sydfynske småveje har forbipasserende sikkert bemærket store fåreflokke, som lystigt afgræsser marker på blandt andet de økologisk drevne godser Klingstrup og Hesselagergaard. Et syn, som mange sikkert ellers forbinder med Skotland, Irland eller måske New Zealand.

Forklaringen på fænomenet har ejeren af de ikke mindre end 800 moderfår og deres ialt 1.300 lam.

- Fårene har til opgave at afpudse de økologiske frømarker (hvor ukrudtet i sagens natur ikke kan behandles med kemi, red.), som et slags økologisk alternativ til Spearhead’en (brakpudser, red.), for at afgrøden næste år kan stå kraftig og uden ukrudt klar til – i dette tilfælde – som en frodig økologisk hvidkløvermark, fortæller Henrik Hjelholt, der er tredje generation som indehaver af Hjelholts Uldspinderi i Langå.

Afpudset i 15 år

Da han og Conny Dagmar overtog spinderiet i 1996, anskaffede parret 10 får til afgræsning af markerne på hustruens fødehjem ved Gudme, hvor de er bosiddende.

- I de seneste 15 år har vi afpudset marker for frøavlere i området, og som det ses, er flokken med tiden vokset betragteligt, lyder det fra Henrik Hjelholt i et hjørne af en økologisk hvidkløvermark på 25 hektar på Klingstrup Gods.

Her er 600 kåde vædderlam godt i gang med at fjerne alt ukrudt samt spildplanter af raps og årets havreafgrøde, og har bidt kløverne helt i bund på halvdelen af arealet. Og hvor flokken kan se frem til at blive lukket ind på resten af marken, hvor et grønt tæppe venter på afpudsningen.

Omlagt til økologi

Alt efter plantedækket, tager det kun en uges tid eller højst fjorten dage, inden Henrik Hjelholt og hans medarbejdere kan rykke det mobile hegn og fårene til en ny mark.

- Hvor vi førhen også pudsede marker af for konventionelle frøavlere, er det nu kun for økologer og vore egne 120 hektar marker, hvor vore får lukkes ud, siger den fynske fåreholder, som sidste år omlagde både sin egen bedrift og fårebesætningen til økologi.

- Det er naturligvis et sats, men afsætningen af økologisk frø og også markedet for økologisk lammekød er fornuftigt for tiden.

På nær 200 lam som fortsætter som avlsdyr næste år, ender de øvrige 1.100 Hjelholt-lam i vinterens løb som økologiske lammestege og -køller i supermarkeder eller restauranter.

Entreprenørarbejde på 300 hektar

Dette entreprenørarbejde, som han betegner opgaven med afpudsning, kan fårene, som primært er Texel-krydsninger, udføre i alle former for græsfrø, lige fra engsvingel, strandsvingel, alm. rajgræs, hundegræs eller som her kløvergræs.

I indeværende sæson skal fårene fra august og frem til december, alt efter vækstbetingelserne, afpudse i størrelsesorden 300 økologiske hektarer. Til opgaven rådes der over 30 kilometer mobilt, batteridrevet hegn, som flyttes fra sted til sted.

Efter frøarealerne rykker fårene ind på økologiske marker med efterafgrøder, inden de enten slagtes eller i januar lukkes ind i Henrik Hjelholts stalde for at blive klippet og gjort klar som moderfår til næste sæson.

Vigtig overvågning i april

Til avlen indkøbes et antal fremmede væddere, og efter tre-fire måneder, hvor besætningen fodres med ensilage fra gårdens eget slætgræs og korn, læmmer fårene i april.

- Det foregår i staldene, og hvor vi har konstant overvågning. Det er den mest hektiske tid for os og medarbejderne, og de tidligere elever, som også kommer for at hjælpe til, fortæller Henrik Hjelholt.

For tiden er tilknyttet en fast medarbejder, Louise Tvedborg, og aktuelt søges en ny elev til denne, Fyns største fårebedrift.

- Det er heldigvis ikke vanskeligt at få elever, med både arbejdet med dyrene og det udendørs liv det meste af året, siger den østfynske fåreholder, mens han – til ære for fotografen – sætter border collien Dizzi i gang med at indsamle de græssende 600 vædderlam på den godt 10 hektar snart godt nedbidte hvidkløvermark.

Hunden samlede 600 vædderlam

Det er helt igennem et imponerende skue, da Dizzi med ejerens fløjten og høje engelske kommandoer alene hund på rekordtid får samlet alle 600 godt seks måneder gamle vædderlam i et hjørne af den store mark. Dog med det resultat, at de i deres iver gennembryder det mobile hegn (som var lukket, igen af hensyn til fotografen, red.).

Opgaven med at få alle fårene tilbage fra den frodige kløvermark lykkes også for Dizzi og Henrik Hjelholt ved fælles hjælp.

Foruden Dizzi er fire andre af den kvikke hunderace med til at holde styr på bedriftens mange får, når de skal samles for at blive flyttet til en ny entreprenøropgave.

Læs også