Ny undersøgelse: Forbrugerne glemmer ernæring i forhold til bæredygtighed

En ny undersøgelse foretaget af YouGov blandt mere end 8.000 forbrugere i Danmark, UK, Sverige, og Tyskland viser, at 66 procent af forbrugerne ikke tager ernæring i betragtning, når de vurderer om en fødevare er bæredygtig. Det kan have utilsigtede konsekvenser, hvis forbrugerne bliver ernæringsblinde, vurderer professor.

CO2-udledninger, biodiversitet, emballage og dyrevelfærd er parametre de fleste forbrugere forbinder med bæredygtighed, når de står ved køledisken i supermarkedet. Sagen er dog en anden, når det kommer til, hvor meget ernæring en fødevare giver. Her mener kun 34 procent, at madens ernæringsmæssige kvaliteter betyder noget for, om fødevaren er bæredygtig.

FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation definerer ellers et bæredygtigt måltid som et måltid, der består af mange forskellige komponenter, hvor både klimabelastningen og de ernæringsmæssige kvaliteter skal medregnes.

Undersøgelsen viser, at vi har en tendens til at overse de ernæringsmæssige kvaliteter, når vi vurderer, om en fødevare er bæredygtig. Igennem årtier har ernæringen fra enkelte fødevarer været central for vores fysiske og mentale helbred og udvikling. Derfor er det vigtigt, at vi husker at tage de ernæringsmæssige kvaliteter med i ligningen, når vi vurderer om en fødevare er bæredygtig, siger professor Judy Buttriss, der er ekspert i befolkningssundhed og ernæring og tidligere formand for British Nutrition Foundation fra 2007 til 2021.

Klimamærke 

Undersøgelsen fra YouGov viser samtidigt, at 52 procent europæiske forbrugere generelt efterspørger mere information om, hvordan de gør deres kost mere bæredygtig.

En ny rapport fra Klimarådet »Klimavenlig mad og forbrugeradfærd« peger på en række tiltag, som kan skubbe på en omstilling til et mere klimavenligt fødevareforbrug i Danmark. Blandt andet ved indførelsen af et nyt klimamærke. Mærket skal ved hjælp officielle data være med til at hjælpe danskerne med at kunne træffe bæredygtige fødevarevalg.

- De idéer byder vi meget velkommen. Vi ønsker at vejlede om, hvordan man bør sammensætte sin kost for at tilgodese både klima og sundhed. Ikke alle varer vil kunne få et grønt stempel. Men de fødevarer, der både er klimavenlige og har et sundt og godt næringsindhold, vil få hjælp til at få forbrugernes opmærksomhed. Ved at indarbejde både klima og ernæring i mærkningen vil vi hjælpe danskerne på vej til at vælge fødevarer med mindre fedt, mere fuldkorn, flere grøntsager, som samtidig er klimavenlige, siger Helle Müller Petersen, landedirektør i Arla Danmark.

 

Læs også