Nyt forskningsprojekt skal vise, om ålegræs og tang kan fjerne kvælstof i havet

Der skal reetableres ålegræs og dyrkes tang i flere danske fjorde - blandt andet Vejle Fjord og Limfjorden. Samtidig undersøges havplanternes evne til at fjerne kvælstof og fosfor i havet.

Et nyt, stort forskningsprojekt skal undersøge, om ålegræs og tang kan være et effektivt redskab til at fjerne kvælstof fra havmiljøet. Derfor skal der plantes ålegræsskud ved Gamborg, Kolding, Horsens, Odense og Vejle Fjord, og der skal laves storskala-testforsøg med dyrkning af tang i Limfjorden ved Nykøbing Mors.

Det sker som et led i den brede politiske landbrugsaftale fra sidste efterår, hvor partierne blev enige om at reducere kvælstofudledningen med 10.800 tons kvælstof i 2027.

Med aftalen blev der afsat 34 millioner kroner til udviklingsinitiativer for de marine virkemidler – blandt andet ålegræs og tang.

Under pres

- Livet under havets overflade i vores kystvande og fjorde er under pres. For der er alt for store mængder næringsstoffer, der finder vej ud i vores vandmiljø. Derfor er vi med den store brede landbrugsaftale fra sidste efterår blevet enige om, at kvælstofudledningen skal reduceres markant. Der er mange initiativer fra aftalen, der er ved at blive til virkelighed, og her er forskningsprojektet ét af dem, siger miljøminister Lea Wermelin.

Også fødevareordfører Erling Bonnesen fra Venstre stemmer i.

- For Venstre er det helt centralt, at vi også i fremtiden kan drive et stort eksportorienteret landbrug og opretholde en stærk fødevaresektor i Danmark. Samtidig skal vi passe godt på miljø, klima og natur. Med afsæt i landbrugsaftalen sætter vi nu gang i forsøg med ålegræs og tang, som kan være gode konkrete løsninger til forbedringer af vandmiljøet i fjordene. Vi ser frem til afrapportering i 2024, så resultaterne af forsøgene kan indgå i arbejdet med at sikre godt vandmiljø i fjordene og understøtte den danske landbrugs- og fødevareproduktionen i fremtiden. 

Områder udpeget

Konkret går forskningsprojektet ud på at plante ålegræsskud på havbunden og dyrke tang i anlæg. Områderne, hvor der vil blive udført test-forsøg med ålegræs, er Gamborg, Kolding, Horsens, Odense og Vejle Fjord. Det bliver i læ af stenrev og på forskellige vanddybder – som samlet skal belyse, hvor ålegræs kan vokse i dag. Tilsvarende skal der gennemføres storskala-testforsøg med dyrkning af tang, som vil blive udført i Limfjorden ved Nykøbing Mors, og som skal dokumentere miljøeffekterne ved tangdyrkning.

CO2 og klima

I forbindelse med det udplantede ålegræs og dyrkede tang skal forskerne måle planternes optag af kvælstof- og fosfor. Derudover skal det også undersøges, om planterne binder CO2, og den eventuelle klimaeffekt skal belyses.

Projektet er samtidigt et naturgenopretningsprojekt, fordi ålegræs og tang er levesteder for både fisk og smådyr.

Resultatet af forskningsprojektet skal indgå, når der i 2023 og 2024 skal gøres status for, hvordan det går med indsatsen for at reducere kvælstof og hvordan en eventuel resterende indsats skal tilrettelægges. 

Brug for flere undersøgelser

En tidligere rapport fra 2020 peger på, at blandt andet reetablering af ålegræs og dyrkning af sukkertang potentielt kan være egnede som marine virkemidler til kvælstofreduktion i danske farvande. Men forskerne pegede også på, at der er behov for yderligere undersøgelser på vandområdeniveau, før der kan tages stilling til virkemidlernes fulde potentiale.

Læs også