Nu er vinderne af Årets Ret med Gris og Årets Ret med Fisk & Skaldyr fundet. Der har været tæt løb blandt de i alt otte nominerede restauranter.
Vinderne af Årets Ret med Gris 2023 og Årets Ret med Fisk & Skaldyr 2023 er fundet.
Det er nu tredje år i træk, at Landbrug & Fødevarer afholder konkurrencen Årets Ret med Fisk & Skaldyr, med støtte fra Danmarks Fiskeriforening.
Dette års vinder blev Falsled Kro, som vandt prisen på baggrund af en ret bestående af fynsk sorthummer-wellington med rødvinssauce a la Michaud og hummerbisque (indbagt hummer med trøffelfars på pighvar, koralpandekage og butterdej).
I motivationen blev retten beskrevet som:
- En ret der repræsenterer håndværk på højt niveau og en knivskarp forståelse af havets råvarer der nærmest bringer havet med ind på tallerkenen. Retten emmer af personlighed og tager en klassisk ingrediens og giver den endnu mere liv. Retten præsterer særligt godt på smag, æstetik og omtanke for råvaren. Det er en ret, der understreger restaurantens DNA og begejstrer gæsten med flotte detaljer og styr på historien.
Badehotel løb med sejren
Foruden Årets Ret med Fisk & Skaldyr blev vinderen af Årets Ret med Gris 2023 fundet. Blandt de i alt fem nominerede var det Svinkløv Badehotel, med kokken Oliver Bendi i spidsen, der løb med sejren i den 11. udgave af prisen.
Oliver Bendi vinder årets Ret med Gris med sin ret bestående af glaseret tværreb af sortbroget frilandsgris med sensommerkål, østers og med sprøde svær.
Svinkløv Badehotel løb med sejren, og var ifølge juryens motivation den sande vinder:
- I en uhyre tæt konkurrence leverer denne ret lige det ekstra, der hiver guldet hjem. Retten brillierer med stor kærlighed til råvaren og smagen af gris. Grisen forkæles med smage og teksturer, der løfter retten, men aldrig lader gæsten glemme at det handler om grisen. Dybe nuancer - men med plads til ferske, salte og syrlige noter, som skaber en helhed der minder gæsten om, hvor fantastisk gris kan være, når den er omgivet af gode venner.
- Sindssygt stolt
Selv fortalte Oliver Bendi, kok på Svinkløv Badehotel, hvor glad han er for prisen:
- Jeg er sindssygt stolt af den pris her, også fordi at feltet, som vi har været nomineret i, generelt har bestået af absurd dygtige håndværkere. Så jeg er mega stolt.
Jesper Strandskov, bestyrelsesformand i Frode og Norma S. Jacobsens Fond, overrakte en præmiecheck på 30.000 kroner til den glade vinder.
Årets Ret med Gris afholdes af Landbrug & Fødevarer og støttes af Norma og Frode S. Jacobsens Fond.
- Retten brillierer med stor kærlighed til råvaren og smagen af gris
Juryen i sin motivation for at kåre Årets Ret med Gris 2023