Fødevarestyrelsens tilbud om gratis undersøgelse af abortmateriale fra kvæg fortsætter i 2022 – og antallet af indsendelser ønskes øget.
I 2021 blev der kun indsendt materiale fra 35 aborter, hvilket tilsvarende tidligere år er meget lavt i forhold til målsætningen for overvågningen. Det oplyser Fødevarestyrelsen.
I 69 procent af de sager, der er modtaget i 2021, har det ifølge Statens Serum Institut og Københavns Universitet været muligt på baggrund af de patologiske og mikrobiologiske undersøgelser at identificere en årsag til aborten. I kun to af disse var der tale om en ikke-infektiøs årsag/misdannelse.
Af de resterende sager var det ofte muligt på baggrund af den patologiske undersøgelse at få en indikation af årsagen, eksempelvis ved påvisning af placentitis, men uden at specifikke agens kunne relateres til dette.
Dette kan skyldes materialets tilstand og overvækst med ikke-patogene agens. Kun i relativt få sager, nærmere bestemt seks, var der ingen patologiske eller mikrobiologiske fund, der kunne relateres til årsagen.
Der kan i disse tilfælde for eksempel være tale om abortårsager relateret til moderdyret, som ikke afspejler sig i det indsendte materiale.
Salmonella Dublin blev påvist i én abort, neosporose blev diagnosticeret som sandsynlig årsag i 12 aborter, Listeria monocytogenes blev påvist i fire aborter, og infektion med Staphylococcus aureus og Fusobacterium necrophorum blev diagnosticeret i henholdsvis to og ét tilfælde.
Tilbud om gratis abortundersøgelse fortsætter
Fødevarestyrelsens tilbud om gratis undersøgelse af abortmateriale fra kvæg gælder fortsat.
Det vil sige, at ved aborttilfælde hos kvæg betaler Fødevarestyrelsen udgiften til obduktion, generel bakteriologi og histologisk undersøgelse, inklusiv undersøgelse for sygdommene brucellose og BVD samt neosporose og mykose.
I tillæg vil prøver af placenta og af fosterets organer blive benyttet til en mikrobiom-undersøgelse, hvor forskellige infektiøse agens kan identificeres baseret på deres genetiske signatur.
Resultaterne fra mikrobiom-undersøgelserne vil indgå i en samlet evaluering med henblik på at forbedre den fremtidige abortdiagnostik. Derfor vil disse resultater ikke blive besvaret til indsender.
Hvis mikrobiom-undersøgelserne mod forventning skulle give mistanke om tilstedeværelse af en anmeldepligtig sygdom, vil dyrlægen og besætningsejer blive kontaktet af Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen oplyser, at der fortsat maksimalt kan indsendes fem gange pr. år fra samme CHR-nummer, men gerne flere aborterede fostre pr. besætningsproblem, da sandsynligheden for at diagnosticere årsagen til abortudbruddet (besætningsproblemet) er højest ved indsendelse af materiale fra flere aborter fra samme udbrud.