Landbrugets bytteforhold forventes at stige i 2025. Men det understreges, at prisprognoserne i år er særligt usikre, lyder det i en markedsvurdering fra Seges Innovation.
Landbrugets bytteforhold forventes at stige i 2025 i forhold til året før, primært som følge af høje mælkepriser og nogenlunde uændrede priser på grisekød og afgrøder, mens omkostningerne ventes at falde. Der er risiko for høj volatilitet på grund af geopolitisk uro, ustadige vejrmæssige forhold og husdyrsygdomme, skriver Seges Innovation i en markedsvurdering.
Mælkeprisen har de seneste år befundet sig på et historisk set højt niveau. Væksten i den globale mælkeproduktion har været svag eller er udeblevet, på trods af et forholdsvis fornuftigt bytteforhold. Hovedårsagen formodes at være usikkerhed om de fremtidige vilkår for at drive landbrug, hvilket dæmper investeringerne i erhvervet. I samme periode har efterspørgslen været stimuleret af stigende realløn og faldende renter.
Mælkeprisen forventes fortsat at ligge på et relativt højt niveau, et stykke over prisen i et »normalår« i 2025. Prisen på grisekød ventes i 2025 som gennemsnit at ligge en anelse lavere end i 2024, trods en tendens mod lavere produktion. Den danske konkurrenceevne inden for grisekød er fortsat udfordret. Forskellen mellem puljeprisen og den beregnede smågrisenotering forventes dog at blive mindre i 2025 end i 2024.
Høj volatilitet
Prisen på korn er påvirket af en faldende kornbalance, ustabile vejrforhold samt – i mindre grad – krigen i Ukraine. Disse forhold kan være prisunderstøttende. Markedet har dog vist sig delvist modstandsdygtigt over for de forskellige risici, men usikkerheden består og har potentiale til at medføre høj volatilitet i markedet. Prisniveauet på korn og raps ventes lidt højere i 2025 end i 2024, mens sojaprisen ventes lavere.
Markedsudsigter og prisprognoser er i sagens natur meget usikre. Aktuelt skyldes det især krigen i Ukraine, dyresygdomme som afrikansk svinepest og bluetongue, ustabilt vejr, inflation, renter, olie-/gaspriser samt udviklingen i den globale økonomi, herunder risikoen for stigende toldsatser.