Smågrisemarkedet oplever stigende interesse

SPF hæver fra den kommende uge sin notering for en 30-kg smågris med 25 øre. Konkurrenten Porc-Ex hæver sin notering i samme kategori med 30 øre.

Der er en forventning om gode priser, og det får markedet for smågrise i Europa til se optimistisk på den kommende periode. Sådan lyder det fra det Danish Crown-ejede transportørselskab SPF-Danmark i en markedsberetning.

SPF-Danmark oplyser samtidig, at man i uge 7 hæver sin notering på en 30-kg smågris i alle sine kategorier med 25 øre. Således er noteringen for en PRRS-negativ smågris på 620 kroner.

- Der er helt tydeligt god interesse for at indkøbe smågrise i den nuværende situation. Efterspørgslen satte sig lidt i løbet af januar, men nu er optimismen tilbage, og forventningen om gode priser for slagtegrisene kombineret med lavere foderpriser skaber efterspørgsel både i Danmark og syd for grænsen, udtaler Lars Bruun Andresen, salgschef hos SPF.

Tysk efterspørgsel

Det er fortsat Tyskland og Polen, der er de store motorer i markedet, og hvor efterspørgslen forekommer stærkest, men også en række mindre markeder påvirker prisdannelsen på frie grise, oplyser SPF-Danmark i sin markedsberetning. På det danske marked opleves stabilitet i griseringsaftalerne.

Konkurrenten, det privatejede Porc-Ex, hæver ligeledes sin notering i den kommende uge, med 30 øre. En PRRS-negativ 30-kg smågris har her en notering på 680 kroner.

I Tyskland hæver den tyske omsætterorganisation VEZG sin smågrisenotering med 4 euro til 78,5 (cirka 585 kroner). Det skriver Danske Svineproducenter fredag. VEZG-smågrisenoteringen for 8-kilos grise stiger samtidig med 2,5 euro til 50,6 euro (cirka 377 kroner).

Stigningen kommer i slipstrømmen af stigningen på den tyske slagtesvinenotering, som steg med 10 cent (cirka 75 øre) onsdag.

- Stigningen i den tyske slagtesvinenotering var imidlertid ikke uventet og delvis allerede indregnet i smågrisepriserne. Ikke desto mindre giver den markante stigning på det tyske slagtesvinemarked medvind på smågrisemarkedet, skriver Danske Svineproducenter.

I Holland steg smågrisenoteringerne med 0,50 – 1,00 euro (cirka 4-7 kroner) i denne uge, mens spanske smågrisepriser stod stille

Læs også