Horsch er på banen med nyt tandskærssåteknik med en liftophængt Sprinter 6.25 SL samt en bugseret Sprinter 12.25 SC. Sprinter 6.25 SL vil være udstillet på Horsch-standen på Sima-udstillingen i Paris, der afholdes i kommende uge.
Begge Sprinter-såmaskiner er opbygget med individuelt dybdestyret såskær af mejseltypen, fordelt på tre buller med 25 centimeter rækkeafstand. De nye Sprintere kan arbejde helt direkte efter no-till -principperne eller efter forudgående jordbearbejdning. Skærtrykket kan indstilles hydraulisk med op til 180 kg pr. skær.
Den liftophængte Sprinter 6.25 SL med seks meters arbejdsbredde arbejder med en Horsch Partner FT-fronttank. Horsch tilbyder to typer Isobus-styrede fronttanke. En Partner 1600 FT med et kammer der rummer 1.600 liter samt en todelt Partner, der samlet rummer 2.000 liter opdelt i forholdet 60:40 eller 70:30.
Med den todelte Partner 2000 FT-fronttank er der mulighed for at tildele to forskellige produkter, herunder muligheden for at placere gødning sammen med såsæden via det populære Horsch-samsåningssystem.
6.300 liter tank og tolv meter vingefang
Tanken på den bugserede, Sprinter 12.25 SC med tolv meter arbejdsbredde, rummer 6.300 liter. Her kan vælges imellem to- eller tredelt tankopbygning med mulighed for placering af gødning via samsåning.
Den todelte opbygning er opdelt i forholdet 60:40 med frit valg hvilken af tankene, der skal bruges til såsæd eller gødning eller begge til såsæd. Endnu en mulighed er tredelt tank til tre forskellige komponenter i forholdet 60:10:30. En fjerde tank er også muligt med montering af MiniDrill-frøudstyr med rumindhold på 400 liter.
Konceptet med Sprinter-princippet er, at alle skær arbejder i jorden under stub, snittet halm og øvrige planterester og at arbejdshastigheden er behændigt tilpasset så skærene ikke kaster med jorden og alle rækker samt de små efterladte kamme står fuldstændig ens efter overkørsel.
Horsch kommer med nye tandharver
Sprinter 6.25 SL udstilles på SIMA-udstillingen
Tre skært-typer kan monteres på Sprinter SL. Et smalt ThinEdge-skær med en bredde på 21 millimeter vil nok være det universelle skær til universel direkte såning.
- Vil man have endnu mindre forstyrrelse af jordoverfladen kan der monteres et 12 millimeter smalt UltraThinEdge-skær. Ønskes såning i et bredt bånd kan monteres et lille WideEdge-vingeskær, der efterlader såsæden i et syv centimeter bredt bånd, forklarer produktspecialist Arne Gejl fra WekoAgro, der er Horsch-importør i Danmark, og fortsætter:
- Fælles for alle tre typer såskær er, at såsæden bliver trykket af dybdestyringshjulet. Sådybden indstilles let uden værktøj ved hvert dybdehjul, slutter han.
En Sprinter 6.25 SL vil være udstillet på Horsch-standen på SIMA-udstillingen i Paris, som afholdes i kommende uge.
Horsch udvider no-till-programmet