Godt samarbejde baner vejen for nyt vådområde

Vådområdeprojektet syd for Randers er resultatet af, at man som lodsejer formår at se ud over sig selv og tænke på fællesskabet.

Uforpligtende snakke over en kop kaffe ved køkkenbordet. Store informationsmøder med stole i snorlige rækker. En god portion villighed til at finde en fælles løsning. Det er opskriften på, hvordan man har fået alle ender til at hænge sammen i et stort vådområdeprojekt ved Vissing syd for Randers.

- Kollektive virkemidler er en del af den nye landbrugsaftale, og vi skal gøre en stor indsats for at få det til at lykkes. Projektet ved Vissing Enge et godt eksempel på, at brikkerne kan falde på plads, når man som lodsejer formår at se ud over sig selv og tænke på fællesskabet, siger formand for Landboforeningen Kronjylland, Christian Jensen, og fortsætter:

- Man anlægger ikke et vådområde fra den ene dag til den anden. Det er en lang proces, som involverer mange mennesker. Til gengæld kan man få et fantastisk resultat for både vandmiljø, natur, landmænd og byboere.

En ærlig og åben proces

Projektet startede med en forundersøgelse i 2016, hvor stemningen blandt lodsejerne var positiv for et vådområde i ådalen ved Vissing. I 2019 søgte Favrskov Kommune finansiering hos Landbrugsstyrelsen og fik tilsagn samme år. Derefter gik jordfordelingen i gang, og alle lodsejeraftaler er nu faldet på plads.

Gennem hele forløbet har det været vigtigt for Favrskov Kommune og Landbrugsstyrelsen at inddrage lodsejerne.

- Det har været en rigtig god proces, hvor vi har fået positivt indspil fra lodsejerne. Uden tålmodighed og samarbejdsvilje var projektet ikke blevet til noget. Nu får hele området et løft til gavn for både natur, vandmiljø og lokalsamfund, siger Anders G. Christensen, formand for Teknik og Miljøudvalget i Favrskov Kommune.

Han suppleres af teamleder i Landbrugsstyrelsen Jesper Graversen:

- Projektet er et godt eksempel på, hvor store forandringer landmænd faktisk er villige til for miljøets bedste, hvis de bliver mødt med åbenhed, ærlighed og myndigheder, der tager sig tid til at lytte til deres behov og idéer.

Favrskov Kommune forventer at anlægge projektet i 2023.

Den sidste brik

Hanne og Poul Østergaard har afgivet jord til vådområdet Vissing Enge og var den sidste brik, der fik puslespillet til at gå op, så projektet kunne blive til virkelighed. Parret har en svineproduktion ved Vissing med begrænsede udviklingsmuligheder.

- I landbruget bliver vi ofte skudt i skoene, at vi ikke gør nok for at reducere udledningen af kvælstof. Vi har forpligtet os til at gå ind i kollektive virkemidler, så når planerne er der, må vi spille positivt med. Det handler om at se muligheder i stedet for de begrænsninger, det kunne give. Vores ejendom er stadig attraktiv med god dyrkbar jord, men nu også med et naturprojekt i baghaven. Det er positivt, og vi glæder os til at følge udviklingen, understreger lodsejer Poul Østergaard.

Vådområdet Vissing Enge

Arealet er på 114 hektar

Vådområdet reducerer udledningen af kvælstof med 13 ton

Ni lodsejere har afgivet jord

Forundersøgelsen blev gennemført i 2016

Vådområdet Vissing Enge anlægges i 2023

Favrskov Kommune arbejder med i alt tre vådområdeprojekter nær Hadsten; Vissing Enge, Favrskov Enge og Holkjær Enge. Et fjerde vådområde – Kollerup Enge – der ligger øst for Hadsten, er netop blevet indviet.

Læs også