2021 var trods corona og en usikker verden et godt år for VikingDanmark. Det afspejler sig i regnskabet i form af et overskud på 26 millioner kroner.
En del af de penge skal nu ud til medlemmerne, mener bestyrelsen i det medlemsejede selskab.
Det samlede beløb, der tilbagebetales, er 8,6 millioner, og udbetalingen sker ultimo maj. Hvor meget, den enkelte kvægbruger får retur, afhænger af, hvor mange kroner vedkommende har købt sæd og insemineringsservice for.
- Vi er ikke sat i verden for at lave en større egenkapital for VikingDanmark. Vi skal skabe værdi til vores medlemmer, slår bestyrelsesformand Anders Levring fast.
- Jeg er rigtig godt tilfreds med det regnskab, VikingDanmark har leveret. Vi er en forening, der har styr på vores omkostninger, og vi er en forening, der er i stand til at levere et godt resultat ud af driften alene. Det er virkelig godt gået og bemærkelsesværdigt, tilføjer han.
2021 har vist vækst på alle Vikings forretningsben og især strategien med flere forskellige forretningsområder omkring medlemmerne og deres kvægbedrifter, viser ifølge formanden nu sin styrke.