Der er mange fordele ved at graduere tildelingen af kvælstof – foruden besparelser på gødning og mindre lejesæd kan du også få reduceret kravet om efterafgrøder.
Af præcisionsjordbrugsmedarbejder Henrik Eskebæk Jensen, Patriotisk Selskab
Gradueret tildeling af kvælstof er i mange henseender godt landmandskab, som giver mening både økonomisk og miljømæssigt.
En ekstra gevinst er, at du ved at tilmelde dig Præcisionsjordbrugsordningen kan få reduceret dit efterafgrødekrav med 1:11. Det betyder, at hvis du graduerer kvælstoftildelingen på 11 ha raps- eller kornafgrøder, så reduceres bedriftens efterafgrødeareal med 1 ha.
Dokumentation skal gemmes
Det er afgørende, at du har styr på din dokumentation, som skal gemmes i fem år.
Ved kontrol skal du kunne fremvise as-applied-filer og gylleanalyser. Der skal udtages prøver fra hver gylletank inden udbringning, og herefter må der ikke flyttes gylle mellem tankene. Her er det en fordel at modtage afgasset gylle, da der altid foreligger en analyse af den afleverede gylle fra biogasanlægget.
Du er desuden forpligtet til at lave behovsberegninger på de marker, som er tilmeldt ordningen, inden du tildeler den sidste gødning, så du ikke risikerer at overgødske. Hvis du efterfølgende opdager, at du har tildelt mere gødning, end behovsberegningen tilskriver, må marken kasseres fra ordningen.
Klar til skærpede krav for kvælstofregulering fra 2027
Selv hvis du har et lille efterafgrødekrav i dag, kan det have sine fordele at tilmelde sig ordningen. Kvælstofreguleringen skærpes nemlig fra 2027. Her vil præcisionsjordbrug være et af flere virkemidler, som kan være med til at sænke din bedrifts samlede kvælstofudledning. Derfor er det en fordel at starte med at benytte ordningen allerede nu, så du er klædt godt på til at opfylde de skærpede krav, vi forventer at blive pålagt.
Når du graduerer tildelingen af kvælstof, er der desuden ikke lang vej til også at graduere tildelingen af planteværn. Principperne er langt hen ad vejen de sammen – det handler blot om at få teknikken på din sprøjte.