Hasmark Vestergaard vandt titlen som årets dygtigste producent af konventionelt dyrkede løg på løgavlernes årsmøde. Den tilsvarende titel for økologisk dyrkede løg gik til Agernæs Øko.
Henrik Petersen, Hasmark Vestergård ved Otterup, vandt titlen som Årets Løgavler, da Avlerforeningen af Danske Spiseløg den 30. januar kårede producenten med det højeste udbytte af konventionelt dyrkede løg.
Udbyttet var gjort op til 75,3 ton pr. hektar, hvilket er 9 ton pr hektar højere end gennemsnitsudbyttet hos de øvrige deltagere.
Nummer to og tre i den konventionelle del af konkurrencen blev henholdsvis Orelund & Torup Bakkegård og Brdr. Kjeldahl, Samsø.
Økologiske løgavlere dystede også om at opnå det højeste udbytte. Det lykkedes for Agernæs Øko, Assens, for 3. år i træk med et flot udbytte på 42 ton pr. hektar, hvilket er knapt 8 ton mere end gennemsnitsudbyttet hos de øvrige økologiske deltagere.
Nummer to og tre i den økologiske del af konkurrencen blev henholdsvis Axel Månsson og Gram Slot.
Udfordrende vejr
- Løgavlerne har haft hårde odds i 2022. Foråret var usædvanligt koldt, og løgene var langt bagefter indtil sankthans. I juli var der dage med over 30 graders varme, hvilket kræver, at der er vand nok til rådighed, fortæller konsulent Peder Krogsgård, HortiAdvice, og tilføjer, at det varme vejr heldigvis hjalp lidt med bekæmpelsen af løgskimmel, der ellers er en stor udfordring med det stærkt begrænsede antal plantebeskyttelsesmidler, der er til rådighed.
- I de økologiske løg, hvor der ikke kan bruges svampemidler, er de »resistente« sorter under kraftigt pres, idet resistensen ikke er 100 procent. I nogle marker så vi meget kraftige angreb. Det kolde forår medførte desuden angreb af Fusarium, der er stærkt udbyttebegrænsende, ikke mindst i de økologiske planteløg.
Han laver ny verdensrekord i hvedeudbytte med 18 tons
Gode priser
- Bortset fra Skandinavien høstede avlere i hele Europa meget lave udbytter pga. hedebølge og tørke. Det har betydet, at priserne på løg er steget til det dobbelte for de gule konventionelle løg i forhold til høsten 2021, siger Peder Krogsgård og understreger, at den meget dyrere gødning og energi desværre har slugt en stor del af prisstigningen for avlerne.
I de økologiske løg er der ikke set samme prisstigning.
Bedste løgkvalitet
På årsmødet blev de røde og gule løg med den bedste kvalitet også kåret. Bedømmelse blev foretaget af mødets deltagere. For gule løg blev vinderen Orelund & Torup Bakkegård med sorten Hylander, og for røde løg blev det Brdr. Kjeldahl med sorten Red Light.
Udbytte og kvalitet
Det er 17. gang, at konkurrencen om at blive Årets Løgavler bliver afholdt. Set over en årrække har konkurrencen været med til at hæve udbytteniveauet i dansk løgavl. De økologiske avlere har alle forbedret udbyttet væsentligt, men er stadig langt bagefter i forhold til deres konventionelle kollegaer på grund af kampen mod ukrudt og sygdomme.
Avlerforeningen af Danske Spiseløg har 22 aktive medlemmer, som dyrker i alt 1.370 hektar med spiseløg, hvoraf 24 procent er økologisk.