Ny glyphosat-vurdering: Ingen kritiske sundhedsbekymringer

Der er ikke grund til at være overbekymret for mennesker, dyr og miljø ved brugen af glyphosat, viser en ny vurdering fra EU's fødevaresikkerhedsmyndighed Efsa.

Er glyphosat, det aktive stof i round-up farligt for mennesker, dyr og miljø? Det er et spørgsmål, der har været meget omdiskuteret de senere år, men nu peger en ny undersøgelse på, at risikoen er overvurderet.

Således har EU's fødevaresikkerhesdenhed, Efsa, sammen med fire medlemslande, udarbejdet en undersøgelse af aktivstoffets påvirkning af mennesker, dyr og miljø, forud for at EU skal tage stilling til, om glyphosat skal have en ny miljøgodkendelse, og de foreløbelige konklusioner siger, at der ikke er grund til at have såkaldt kritiske bekymringer.

Det skriver Efsa i en pressemeddelelse. En bekymring defineres som kritisk, når den påvirker alle foreslåede anvendelser af glyphosat, hvilket ville forhindre godkendelse eller fornyelse.

Flere tusinde undersøgelser

Undersøgelsen har været undervejs i lang tid.

- Risikovurderingen og den kollegiale vurdering af glyphosat dækker over arbejde fra adskillige forskere fra Efsa og medlemslandene i en proces, der har strakt sig over tre år, siger lederen af Efsas afdeling for produktion af risikovurdering, Guilhem de Seze.

- Den er baseret på en vurdering af mange tusinde undersøgelser og videnskabelige artikler og inddrager også værdifulde indspil, der er indsamlet under den offentlige høring, tilføjer han.

Der er dog fortsat elementer omkring glyphosat, der er uafklarede. Det gælder blandt andet vurderingen af en af glyphosats urenheder, vurderingen af forbrugerrisiko og vurderingen af risici for vandlevende planter. Yderligere manglende information om toksiciteten af ​​en komponent i en pesticidformulering baseret på glyphosat blev også påpeget som et uafklaret spørgsmål.

I rapporten noterer biodiversitetseksperter, at risiciene forbundet med glyphosats anvendelse er komplekse og afhænger af flere faktorer. Samtidig bliver der påpeget mangel på harmoniserede metoder og enighed om beskyttelsesmål for biodiversiteten.

Efsas konklusioner og baggrundsdokumenter er blevet delt med Den Europæiske Kommission og medlemslandene for at informere beslutningen om glyphosats fortsatte godkendelse. Det bliver der taget stilling til senere i 2023. Den nuværende godkendelse af brugen af glyphosat udløber ved årsskiftet.

Læs også