EU udskyder beslutning om at forlænge brug af glyphosat

Spørgsmålet om en tiårig forlængelse af landmændenes tilladelse til at bruge glyphosat kunne være blevet afgjort ved en afstemning i EU fredag. I stedet er sagen nu sendt i komité.

Arkivfoto: Kasper Stougård

Fredag var der afstemning i EU om forlængelse af ukrudtsmidlet glyphosat. Afstemningen foregik i EU-Kommissionens såkaldte SCoPAFF-komité (Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder) efter, at EU-Kommissionen havde indstillet et forslag om en 10-årig forlængelse.

Afstemningen gav ikke det nødvendige kvalificerede flertal for forlængelsen, oplyser Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

- Men det betyder ikke, at der er truffet beslutning om, at glyphosat ikke bliver forlænget. Det betyder, at sagen nu skal til videre behandling i en appelkomité, hvor medlemslandene skal tage stilling til sagen. Hvis der heller ikke er enighed om forlængelse her, er det EU-Kommissionen, som afgør sagen, skriver organisationen.

Mødet i appelkomitéen foregår i november.

Formand: Undgå selvmål

- Hvis godkendelsen ikke forlænges, vil det være et selvmål for både økonomi og miljø. Alternativerne til glyphosat er brug af mere miljøbelastende pesticider, som vil øge belastningen fra pesticider med 20 procent i Danmark. Det vil også resultere i mere jordbearbejdning, som vil få kvælstofudvaskning til at stige, siger Torben Hansen, formand for plantesektoren i Landbrug & Fødevarer, og tilføjer:

- Seges Innovation har beregnet en øget kvælstofudvaskning på 6.748 ton om året i Danmark, som vil gå ud over havmiljøet. Dansk landbrug vil derudover lide et økonomisk tab på mindst 1,9 milliarder kroner årligt.

Det europæiske fødevaresikkerhedsagentur (EFSA), som laver den faglige risikovurdering, har vurderet, at glyphosat er forsvarligt at anvende med hensyn til dyr, mennesker og miljø.

- Lad videnskaben råde

EFSA vurderer, at der ikke er nogle kritiske punkter. Vurderingen kom i juli i år, og er en af de mest omfattende risikovurderinger i EFSA’s historie. Den består af et vidensgrundlag på 180.000 sider, 2.400 studier, og myndigheder fra fire lande har været involveret.

- Vi opfordrer til at lade videnskaben råde. Glyphosat er uden tvivl meget debatteret i medierne, men kigger man nøgternt på sagen, lever det op til miljø- og sundhedskrav. Det kan derfor undre, at det har skabt så meget opmærksomhed. Det her burde være en ren formssag, siger Torben Hansen.

- Hvis godkendelsen ikke forlænges, vil det være et selvmål for både økonomi og miljø

Torben Hansen, formand, plantesektoren i Landbrug & Fødevarer

Læs også