Oppositionen kræver, at statsministeren træder af

I kølvandet på regeringens omstridte ordrer om aflivninger af samtlige mink i Danmark uden lovhjemmel træder Mogens Jensen af som minister. Men statsministeren bør følge trop, lyder det blandt andet fra Venstres formand.

Onsdag formiddag meddelte Mogens Jensen, at han træder af som regeringens minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde. Det har vakt tilfredshed blandt oppositionspartierne, der nu i stedet vender blikket imod statsminister Mette Frederiksen.

- Den her beslutning den er truffet i regeringens koordinationsudvalg. Der sidder statsministeren – på enhver tænkelig måde – for bordenden. Statsministeren afholder et pressemøde, hvor hun kommunikerer, at nu skal alle mink i Danmark slås ihjel. Det er den ulovlige ordrer, udtalt af statsministeren på statsministerens pressemøde efter beslutning af statsministeren, lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen (V) i et interview med TV 2.

- Jeg vil have, at statsministeren gør det samme. Jeg vil have, at hun erkender, at når hun begår en fejl, så er det hendes ansvar, i stedet for bare at sparke nedad og ofre en fødevareminister på det. Jeg synes ikke, det er en ordentlig måde at lede en regering på. Jeg synes, man skal stå ved det ansvar, tilføjer Venstre-formanden.

Ingen anden udvej

Regeringen har mødt bred kritik for at beordre de danske minkavlere at aflive samtlige mink i landet uden at have lovhjemmel for det. Således har socialdemokraten valgt frivilligt at trække sig, frem for at overlade sin politiske skæbne til sine kolleger på Christiansborg.

- Det har jeg fordi, det tydeligt fremgår af de redegørelser, jeg nu har sendt over til Folketinget, at mit ministerium har begået fejl i forbindelse med beslutningen om at aflive alle mink i Danmark – det tager jeg da ansvar for, udtaler han i et interview til TV 2 kort efter udmeldingen.

- Men først og fremmest har jeg jo også konstateret, at der ikke er et flertal i Folketinget, som har den fornødne tillid til mig, og så synes jeg ikke, at jeg har nogen anden mulighed end at udtræde af regeringen, og det har jeg meddelt Mette Frederiksen i dag, tilføjer han.

- En klog beslutning

Mogens Jensen trækker sig. En logisk beslutning! Men Mogens Jensen skal ikke tage hele skraldet for en beslutning, der reelt er truffet i statsministeriet. Så Mette Frederiksen må tage sit ansvar! En undersøgelseskommission af denne skandale er stadig nødvendig!

Sådan lød det fra formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, i et opslag på Twitter efter Mogens Jensens udmelding tirsdag. Og han er ikke ene om at rose fødevareministerens beslutning og stille skarpt på statsministerens rolle i sagen.

- Mogens Jensen må forlade sin post. Men sagen stopper ikke her. Det lovbrud, som Mogens Jensen er skyldig i, har Mette Frederiksen også begået. Hun må nødvendigvis sammen med resten af regeringen gå af og udskrive valg, skriver Pernille Vermund, der er formand for Nye Borgerlige.

Men det er ikke kun regeringens opposition, der glæder sig over udmeldingen. Også støttepartierne bakker op om Mogens Jensens tilbagetræden.

- Klogt at Mogens Jensen trækker sig. Der var ingen andre vej frem. Det har jeg også meddelt statsministeren tidligere idag. Nu skal vi igang med at bygge tilliden op - det er der brug for, skriver SF’s formand Pia Olsen Dyhr på Twitter.

- Fornuftigt at fødevareministeren har trukket sig. Alt har tydet på, at han har overhørt klare advarsler fra sundhedsmyndighederne om risikoen for mutationer i corona på mink, og endda har undladt at informere Folketinget. Det kan vi selvfølgelig ikke bare ignorere, skriver Pernille Skipper i et tweet.

Læs også