Bred kritik af minkudfald

Venstres og Moderaternes løftebrud omkring det videre forløb i minksagen har fået alt lige fra skuffelse til tristesse fra brede dele af det politiske spektrum til at brede sig.

Ifølge Jacob Ellemann-Jensen handler det nu om at få sat tempoet i udbetalingerne til minkavlere i vejret. Pr. dags dato er der blot blevet udbetalt 1/3 af de penge, som minkavlerne er blevet stillet i udsigt. Arkivfoto: Erik Hansen

Da han stod foran Marienborg søndag og fortalte, at Venstre ikke længere går ind for en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minksagen, erkendte Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen samtidig, at der var tale om et løftebrud. 

- Ja, for det er klart, at jeg gik til valg på noget andet. Jeg gik til valg på en blå regering. Jeg gik til valg på at blive statsminister. Men jeg må også bøje mig for den demokratiske virkelighed og den måde, som parlamentet er sat sammen på i vores land. Så må jeg agere inden for det, fortalte Ellemann ifølge TV2

Nu handler det ifølge Venstre-formanden om at tage sig af minkavlerne. Der er blot betalt 6,6 milliarder i erstatning indtil videre – en tredjedel af de penge, det er blevet politisk aftalt, at avlerne skal have. 

- Det, som er magtpålæggende for mig, er at sikre, at vi får en ordentlig afslutning på den her sag. Det handler om dem, det først og fremmest er gået ud over, minkavlerne, at de kan få deres erstatning, at de kan få den hurtigere, end der er lagt op til, pegede Ellemann på.

Et svigt

Med Venstre og Moderaternes ændrede holdning til det videre forløb i minkskandalen er flertallet for en advokatundersøgelse væk. Og mens forhandlingerne om en bred regering fortsætter på Marienborg, er forargelsen udtalt, ikke mindst i det borgerligt-liberale Danmark.

- Jeg ved godt, ministerbilerne er tæt på, og at den største magt ligger i en regering. Men man skal jo også kunne forsvare sine gerninger, uanset hvor gerne man vil i regering. Virkeligheden er jo, at der er flertal i Folketinget for en advokatundersøgelse. Altså lige indtil nu, hvor de to herrer (Ellemann og Løkke, red.) løber fra det, skrev den konservative partileder Søren Pape Poulsen på Facebook søndag, hvor han kaldte den nye kurs for et svigt.

- Og jeg har ikke tal på, hvor mange hårde ord, der er sagt i den anledning af Jakob Ellemann og hans partifæller i den sag. Men nu er alting glemt, for der skal laves regering, bemærkede Søren Pape Poulsen

En af de mest fremtrædende stemmer i minkdebatten, Lise Bech fra Danmarksdemokraterne, var efter eget udsagn helt oppe i det røde felt over den nye udvikling.

- Jeg er så vred, at jeg er tom for ord. Føj, skrev hun mandag på det sociale medie Twitter

På samme medie har Liberal Alliance benyttet lejligheden til åbenbart at forsøge at hverve skuffede Venstre- og Moderaterne-vælgere. 

- Er du blevet akut politisk hjemløs? Bare rolig. Der findes stadig et liberalt parti, du kan stole på. Meld dig ind allerede i dag, skriver partiet i et opslag.

Bekymring i baglandet

Også i Venstres bagland var der bekymng om udviklingen. 

- Jeg synes, det er lidt underligt, at man før et valg siger, at man ikke har tillid til Mette Frederiksen, og efterfølgende også siger, at hun skal stilles til ansvar for mink-skandalen og FE-sagen, og nu lægger man måske det til side og går i regering. Det synes jeg ikke er troværdigt, siger det mangeårige Venstre-medlem af Aarhus Byråd, Gert Bjerregaard, til TV2 Østjylland.

Det er, mens disse linjer skrives, uvist, hvad Venstre og Moderaterne har fået under forhandlingerne for at droppe kravet om en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minkskandalen.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også