Ellemann vil have indrømmelser på CO2-afgift

Prisen for at Venstre ikke længere vil have en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minksagen, er blandt andet indrømmelser i forhold til en kommende CO2-afgift, afslører dagbladet B.T.

Mens der stadig forhandles om en regering, ulmer kritikken af Venstres kursændring i forhold til en advokatundersøgelse af Mette Frederiksens rolle i minksagen stadig i partiets bagland. Arkivfoto: Daniel Barber

Mandag aften afholdt Venstre et hovedbestyrelsesmøde, hvor formanden Jakob Ellemann-Jensen gav en status for regeringsforhandlingerne.

Ifølge en lydfil fra mødet, som B.T. er kommet i besiddelse af, vil Jakob Ellemann tage sig godt betalt for at droppe kravet om en advokatvurdering af fungerende statsminister Mette Frederiksens rolle i minkskandalen.

- Hvis vi kan få noget på arbejdsudbud, hvis vi kan få noget på CO2-afgift, hvis vi kan få noget på skattelettelser, hvis vi kan få noget på reform af velfærdssamfundet, hvis vi kan få noget på at nytænke uddannelserne, hvis vi kan få noget på forsvarsudgifterne, så synes jeg ikke, at jeg varetager Venstres medlemmers interesser ordentligt, hvis jeg siger, det kan være ligemeget, for jeg har mine principper. Det er min vurdering, men det skal vi vurdere i fællesskab.

Samtidig forhandler parterne også om »omfattende skattelettelser« ifølge Ellemann. Til gengæld er han »bekymret« for CO2-afgifter, og siger, at han fortsat kæmper landbrugets sag på området. 

Får støtte fra Gade

Ifølge B.T kunne et hovedbestyrelsesmedlem fra Mariager fortælle, at 20 V-medlemmer mandag havde meldt sig ud af partiet.

Mens utilfredsheden ifølge B.T: var mærkbar på hovedbestyrelsesmødet mandag, var det meget sparsomt med kommentarer fra Venstre-politikere på Christiansborg. Dog siger Søren Gade til Berlingske, at tiden vil vise, om det var det værd, men at det først er til at sige noget om, når et regeringsgrundlag er på plads. Men:

- Det er i hvert fald en nødvendighed for at gøre sig forhåbninger om at kunne få indflydelse. Jeg mener, det er det rigtige at gøre. Landet skal ledes, og vi kan gøre mere indenfor end udenfor, siger han til avisen, men indrømmer, at sagen har været skadelig for partiets troværdighed.

Ny regering denne uge?

Hovedbestyrelsesmødet viste også, at der fortsat er opbakning til Ellemann som leder i Venstre. Det sagde Anders G. Christensen, der er medlem af bestyrelsen og af regionsrådet i Region Midtjylland, ifølge Politiken til Ritzau efter mødet.

- Der var opbakning til Jakob Ellemann-Jensen om at gå videre med forhandlingerne. Så bliver det i sidste ende ham, der vurderer og konkluderer, om vi skal tage skridtet videre i en regering, sagde Anders G. Christensen.

Efter mødet blev regeringsforhandlingerne genoptaget med deltagelse af Socialdemokratiet, Radikale, Moderaterne og Venstre. Flere analytikere peger på, at en ny regering kan være på plads i løbet af denne uge.
 

 

Læs også