Landbruget kan ikke komme udenom en CO2-afgift på selve produktionen, lyder det fra Moderaternes klimaordfører og tidligere viceformand i Landbrug & Fødevarer Henrik Frandsen.
Hvor skal en CO2-afgift ramme henne? Det er et emne, der bliver heftigt debatteret forud for, at det såkaldte Svarer-udvalg kommer med deres anbefalinger til, hvordan en sådan afgift kan udformes.
Noget tyder på, at der internt i regeringen ikke er enighed om tingene. For mens Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har gjort sig til talsmand for en afgift, der kun rammer ude i køledisken, lyder der nu nye toner fra det andet regeringsparti, Moderaterne.
Og det er ikke fra nogen Hr. hvem-som-helst, men derimod den tidligere viceformand i Landbrug & Fødevarer, Henrik Frandsen.
- Vi er ikke i tvivl om, at vi skal have indført en klimaafgift på landbruget – altså på produktionen. Det er vi helt sikre på, at det bliver nødvendigt. Det tror vi ikke på, at vi kommer udenom, siger han til Berlingske.
Kan være en kombination
Tidligere i år sagde Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, at partiet var åben over for en afgift på slutforbruget. Men ifølge Henrik Frandsen behøver en udgift ikke at være udformet som en enten-eller-løsning.
- Det kan sagtens være en kombination af både en afgift på slutforbruget og en afgift på produktionen, siger den tidligere L&F-viceformand, der nu er klimaordfører hos Moderaterne. Men:
- Jeg siger bare, at vi i Moderaterne ikke kan se, at vi kommer i mål med reduktionerne i 2030 – hvor landbruget spiller en væsentlig rolle – uden, at vi får indført en klimaafgift direkte på landbruget, lyder det fra Henrik Frandsen.
Venstre i bevægelse
Med udmeldingen fra Henrik Frandsen er der for alvor ved at komme skred i CO2-afgiftsdebatten, og noget tyder på, at ikke alle i Venstre er enige i Jakob Ellemann-Jensens tidligere udmeldinger.
I et interview med Politiken siger europaparlamentariker og spidskandidat for Venstre til næste sommers valg til EU-Parlamentet, Morten Løkkegaard, at landbruget ikke kan slippe for en CO2-afgift.
- Der er én ting, som jeg er 100 procent sikker på, og det er, at vi alle sammen kommer til at bidrage. Forbrugere, landbrug og så videre, siger han til avisen.
Dermed er Løkkegaard ikke på linje med sin partikollega i EU-Parlamentet, Asger Christensen, der tidligere har slået fast, at han synes, en CO2-afgift på landbruget er »en tudetosset ide«.
Dansk CO2-afgift er »en tudehamrende tosset ide«