Ny »akutpakke«: Røde partier vil gribe massivt ind overfor landbruget i havmiljøets navn

Hvis det står til SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet, så skal landbruget pålægges endnu flere restriktioner for at redde havmiljøet. Blandt andet skal udledningen af kvælstof ned til 38.000 ton årligt.

Iltsvindet i de danske farvande er på et kritisk niveau, har flere medier berettet om. Blandt andet har Berlingske i en artikelserie belyst forholdene for det nødlidende havmiljø.

For at komme problemerne til livs foreslår oppositionspartier på venstrefløjen nu en akutpakke, der skal forbedre forholdene.

Den nye akutpakke fra de fire oppositionspartier indeholder i alt ni punkter, hvor de vigtigste for landbruget er:

1. Et bindende mål om, at den årlige kvælstofudledning til vandmiljøet højst må være 38.000 ton i 2027.

2. Et forbud mod at sprøjte og gøde i zoner omkring alle åbne vandløb, større søer og kystområder.

3. En klimaafgift på alle lavbundsjorde med effekt allerede fra 2025.

4. Et massivt opkøbsprogram, hvor myndighederne får ekspropriationsbeføjelser til at udtage de allermest kritiske landbrugsjorder i områder tæt på vandmiljøet.

Miljødirektør: – Adresserer ikke problemet

Ifølge Stiig Markager, professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, så vil de nye tiltag have en mærkbar effekt for vandmiljøet, siger han til DR.

- Det indeholder rigtig mange af de elementer, jeg som fagperson ser som nødvendige for at få et bedre havmiljø, forklarer han til mediet, og han uddyber, at de 38.000 ton i 2027 næsten svarer til det tal, som han selv har regnet sig frem til.

Ifølge Stiig Markager så er kvælstofudledningen den altoverskyggende faktor i forhold til vandmiljøet i Danmark.

Til Berlingske siger Landbrug & Fødevarers miljødirektør Anders Panum Jensen, at forslaget mangler den allervigtigste faktor.

Han mener, at staten skal lave en aftale med kommunerne om, hvor meget landbrugsjord der skal udtages og derefter afsætte ressourcerne til det. Han mener desuden, at det er kommunerne, der er den primære flaskehals i forhold til at omdanne arealer til vådområder eller skov.

- (…) udspillet adresserer ikke problemet. Det bygger på en præmis om, at landmændene ikke ønsker at nedbringe udledningen til havmiljøet. Det er jo ikke tilfældet, siger han til Berlingske.

I 2020 var udledningen 57.000 ton ifølge Miljøministeriet, men tallet er dog faldet væsentligt siden 1990’erne.

Læs også